Historierne om navnkundige amerikanske jazzmusikere, der slog sig ned i Danmark og satte deres præg på den lokale scene, er ikke blot myter. Men hvor mange var der så - og satte de også deres præg? Her er det svært at komme uden om sværvægtere som Dexter Gordon og Ben Webster. Men det er da også godt lige at blive mindet om saxofonisten Sahib Shihab, som fra begyndelsen af 1960erne til midten af 1980erne opholdt sig i Europa, primært med base i København.
Det var i hvert fald den opgave, som DR Big Bandet havde taget på sig fredag aften, hvor man før og efter den levende musik kunne opleve af billeder og musik af manden selv. Og ingen tvivl om, at hans musik havde en særlig frisk og medrivende karakter.
Det fornemmede man mere eller mindre i første afdeling, hvor der blev spillet fire big band-værker, komponeret og/eller arrangeret af Sahib Shihab. Orkestret spillede udmærket, om end der ofte var mere projekt end organisme i klang og præcision.
I et par Thelonious Monk-kompositioner indsneg der sig dog en original lyd, og i nummeret »John's Theme«, tilegnet saxofonisten John Coltrane, var det en udsøgt fornøjelse at lægge ører til solospil fra tenorsaxofonisten Uffe Markussen og barytonsaxofonisten Hans Ulrik.
Mennesket og musikeren
Og så var det både fornøjeligt og informativt at høre saxofonisten Per Goldschmidt fortælle om mennesket og musikeren Sahib Shihab. Og med henvisning til amerikanerens progressive musikalske tankegang, var Goldschmidt overbevist om, at den hedengangne ville sætte stor pris på koncertens anden - og musikalsk fremadskuende - afdeling.
Men ret beset er det jo efterhånden mange år siden, at jazzmusikere fandt på at alliere sig med en DJ, der kunne kaste noget sampling og nogle elektroniske beats ind i foretagendet, så det blev nok mere to skridt frem og et tilbage - eller omvendt.
DJ Brilliant Corner - også kendt som Lars Vissing - fik i hvert fald lov til at boltre sig, og det førte til rock'n'roll agtige tilstande, hvor meget blev overladt til elektronikken og rytmesektionen - med Sahib Shihabs kompositioner som en slags staffage.
Men selv om klichéer og volumen fik kørt komponisten ud på et sidespor, så kom der på et eller andet plan også lidt »shihabsk« friskhed i koncerten, blandt andet i »Yeah Yeah Blues« med orkestrets korsang og ikke mindst Vincent Nilssons medrivende wah-wah-basunspil, og i »Africans« med solide reminiscenser af stammedans og dejligt tenorspil fra Uffe Markussen samt rigtigt godt smæld i orkestret.
