To timer i selskab med én mand og hans klaver. Den slags setup kan virkelig gå begge veje. Fra det guddommelige til det såre kedsommelige. I selskab med 39-årige Rufus Wainwright torsdag aften i Tivolis Koncertsal fik vi desværre mest af det sidste. For på trods af hans store stemme og betydelige evner som entertainer, så afslørede koncerten også, at de opulente musikalske arrangementer, han normalt omgiver sig med, spiller en uhyre vigtig rolle i hans sangskrivning.
En af de mest underholdende koncerter, jeg mindes at have set, var nemlig da han efter udgivelsen af karrierehøjdepunkterne »Want One« og »Want Two« optrådte med fuldt band på Store Vega. Det er en del år siden efterhånden, men den aften blev de næsten Wagner’ske poparrangementer forløst med pomp og pragt, mens Rufus svansede rundt i englevinger og forsølvede tangatrusser.
Dengang vandt han selvsagt mange nye fans. Mig selv inklusive. Men denne torsdag aften virkede det mere som om, at han bare var ude for at spille for de allerede overbeviste, der var helt indforståede med at nyde hans sange uden så meget fis og ballade.
Personligt savnede jeg Rufus’ mere ekstravagante stil. For selvom han har en imponerende stemme og i sine bedste stunder skriver sange, der er både rørende, personlige og ganske morsomme, blev det over to timer simpelthen for ensformigt.
For langt mellem snapsene
De nedbarberede versioner afslørede, at der grundlæggende ikke er sket den store sangskrivningsmæssige udvikling siden den selvbetitlede debut og sidste års »Out Og The Game«. Temaerne har flyttet sig med tiden, men at melodierne er lavet af samme grundstof stod alligevel lysende klart, når Rufus bevægede sig fra den helt tidlige »Matinee Idol« til nye numre som den fine »Montauk«.
Samtidig viste det intime setup, at han vitterligt ikke er verdens største musiker. Bag klaveret var han ganske kompetent, men når han på numre som »Out Of The Game« og »Jericho« greb guitaren, bankede han akkorderne af sted uden skyggen af finesse.
Anekdoterne mellem numrene var paradoksalt nok blandt aftenens mest interessante indslag. Som da han f.eks. som optakt til »Memphis Skyline« og »Hallelujah« fortalte om forholdet til Jeff Buckley, som han i de tidlige 90’ere startede med at være dødeligt jaloux på og siden endte med at hænge ud med en hel aften – desværre uden at dyrke sex, som han jokede. Blot to uger efter deres møde druknede Buckley på tragisk vis i Mississippi-floden.
Knap så vedkommende var det, da Wainwright senere valgte at spille fire fransksprogede covernumre – heriblandt to af hans mor og moster Kate og Anna McGarrigle - akkompagneret af en italiensk pianist. Med øjnene begravet i et nodestativ og hænderne i lommerne, mindede det mere om en prøve, som han – selvom det for så vidt lød fint – nok burde have holdt for sig selv.
Men for Rufus’ dedikerede publikum var det nok. Stående bifald og to omgange ekstranumre blev det til. Sådan er det åbenbart, når præsten prædiker for menigheden. For tvivlere som undertegnede var der dog lidt for langt mellem snapsene.
Hvad: Rufus Wainwright
Hvor: Tivolis Koncertsal, torsdag
