Roskilde skuffede

Musikprogrammet var pauvert og forudsigeligt, og overalt var priserne presset unødvendigt i vejret. Men stemningen var alligevel i særklasse.

40 år og stadig lige ung med de unge. Roskilde Fes­tivalen har i årenes løb altid gjort en dyd ud af at forandre sig i takt og tone med det publikum, der er summen af Roskilde-ånden. Men noget er sket i år. Man har godt nok sat en stopper for prisudviklingen på en fire-dages billet, til gengæld har alt andet fået et nyk i den forkerte retning. Og komplet vanvittige restriktioner og regler har gjort det om ikke umuligt så i hvert fald ekstremt dyrt og frusterende at være pode på eventyr i det kontrollerede kaos, der har udspillet sig siden forrige lørdag på- og omkring Dyreskuepladsen på Mmidtsjælland.

De unge må ikke have øl eller vand med ind på pladsen, og så tager man 22 kr. for en lille øl i barerne, en pizza koster 80 kr., en hotdog fra 35 kr. og opefter. Journalister skal betale 600 kr. for at få lov til at arbejde på fes­tivalen, og sådan kunne man blive ved helt ud i de mest smålige hjørner. Alt koster. Set udefra og oplevet på egen krop i den steghede sol hernede ser det ud som om, at festivalen har mere end svært ved at betale for de helt store musikalske trækplastre. Man forsøger så at hente de fornødne kontanter hos gæsterne og risikerer dermed ved egen kraft at ende i en ond spiral, som sluttelig ødelægger alt det, der er essensen af Roskilde.

Din mening: Hvor mange stjerner giver du Roskilde Festival?

Netop trækplastre til festivalens største scener har i år været et gigantisk problem, hvilket understreges af to forhold - dels var antallet af udenlandske gæster halveret i forhold til sidste år, dels var lokale navne som Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy og Nephew hovednavne. De har været der før, de har spillet længere turnéer i landet inden festivalen, og de gjorde intet for at skabe noget eksklusivt til Roskilde. Det er simpelthen for pauvert, og trækker Roskildes internationale profil og klasse ned på niveau med andre danske festivaler som Skanderborg.

I det hele taget var 2010 et meget, meget skidt år for musikprogrammet på festivalen. Det manglede klasse. Ikke bare topnavne, men også mellemnavne. Hele genrer var borte, eksempelvis den britiske indiepop- og rock - normalt en hovedgenre på festivalen, i år var den væk.

Festivalen har i år skåret en scene væk, og det kunne mærkes. Der var for mange mennesker overalt til koncerterne, for mange. De stimlede sammen og skabte kaos og køer, fordi der ikke var ordentlige alternativer i det skuffende program, som kunne have delt folk rundt på hele festivalområdet.

Tema: Alt om Roskilde Festival

Når det er sagt, var der naturligvis fantastiske stunder, Tinariwen, Robyn, Gorillaz, Beach House, Titus Andronicus, Staff Benda Bilili - for blot at nævne nogle få. Men den største oplevelse var publikum. Mage til stemning, ånd og karma, findes simpelthen ikke noget andet sted i Danmark.

SEND OS DIT ROSKILDE BILLEDE!

Send dit billede på MMS til nummer 1929 eller på e-mail: internet@berlingske.dk. Skriv "TIP Roskilde Festival" i emnefeltet. Se betingelser