Rolling Stones sejrede til sidst i Parken: Sådan gik det nummer for nummer

Det tog sin tid, men da The Rolling Stones først fik spillet sig varme, viste de også klassen. Læs her, hvordan koncerten udviklede sig. Sang for sang.

Forsanger Mick Jagger under The Rolling Stones koncerten tirsdag den 3. oktober i Telia Parken i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

1. »Sympathy for the Devil«
Parken, tirsdag aften. Vi er her for at se The Rolling Stones, de levende rocklegender, tilbage på Danmarks nationalstadion for første gang i ti år. Og de giver os det perfekte åbningsnummer i form af »Sympathy For The Devil«. 74-årige Mick Jagger indtager scenen med vanlig swagger, lilla glimmerjakke og løse hofter: »Please allow me to introduce myself / I'm a man of wealth and taste«. Yes sir, det bliver godt det her! Lige indtil Keith Richards dukker op og slår nummeret totalt ud af kurs med en alt for høj og skinger første akkord. Det lyder ad h… til. Hvad foregår der, Keith?

2. »It's Only Rock 'n' Roll (But I Like It)«
Jagger er i hopla, men Richards’ spil hænger i bremsen. Det er, som om hans gamle krogede fingre ikke længere har den smidighed, der skal til for at få musikken til at svinge ordentligt. Han er upræcis og sløset. Jeg troede ikke, at der groede mos på rullesten.

3. »Tumbling Dice«
Det sejler rundt for hele bandet. Helt ubehjælpsomt. Richards ligner en, der har tabt plottet og prøver at komme i tanke om, hvor han er henne.

Forsanger Mick Jagger og Ronnie Wood under The Rolling Stones koncerten tirsdag den 3. oktober i Telia Parken i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

4. »Just Your Fool«
Keith Richards har nu sat sig ned på trommepodiet og ligner en, der er ved falde i søvn over sin guitar. Den svampede blues på dette Buddy Johnson-cover fra sidste års »Blue & Lonesome« passer dog bedre til bandets lidet imponerende niveau her i starten af koncerten.

5. »Ride 'Em on Down«
Endnu et blues-cover fra samme plade, denne gang af Jimmy Reed. Jagger viser evnerne på mundharpen, Richards flækker i et af sine uforlignelige gavtyvesmil. »Det er vores 25. koncert i Danmark,« meddeler Jagger på gebrokkent dansk. Kan det virkelig passe?

6. »Under My Thumb«
Her rammer de et lækkert listigt groove, som desværre igen skæmmes af en underfrankeret solo fra Keith Richards. Det virker, som om han ikke længere har evnerne til at performe på det her niveau. Trist. Man kommer uvægerligt til at tænke på boksningens ringvrag.

7. »Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)«
Sax og kvindekor på den her boogie-rocker, hvor Ron Wood endelig får en solo og med wah-pedalen viser Richards, hvordan det skal gøres. Men da nummeret klinger ud, er der en underlig mat stemning i Parken.

8. »You Can't Always Get What You Want«
Nu sker der endelig noget! Det er en af Stones’ helt store sange, gospelstemmerne i koret løfter os til vejrs, og Mick Jagger vrænger på den helt rigtige måde.

9. »Paint It Black«
Stones’ aggressive depri-hymne er blandt deres bedste. Men den lyder ikke farlig denne aften. De læner sig ikke truende ind i omkvædet på samme måde som dengang. Men de får alligevel spillet den op i et næsten delirisk gear mod slutningen. Med lodder og trisser.

10. »Honky Tonk Women«
Igen en klar publikumsfavorit, hvor Richards efter den lidt shaky start pludselig viser tænder på sin gamle Fender Telecaster. Alle bandmedlemmer bliver introduceret og bagefter fortæller Jagger om, hvordan de tidligere på dagen cyklede ud på Christiania, røg en fed, spiste hindbærsnitter (!) og bagefter hoppede i limoen hjem til hotellet. Man ser det for sig.

11. »Happy«
»Straight Outta Dartford«, står der på Keith Richards' T-shirt med hip reference til den formative gangsterrapgruppe N.W.A. Nu tager han pludselig føringen og overtager mikrofonen fra Jagger, mens Ron Wood fyrer op for en solid slidguitar.

12. »Slipping Away«
Ballade med Keith bag mikrofonen igen. Publikum rykker i hobetal mod toiletter og fadølsforsyninger.

13. »Miss You«
Jagger er tilbage, og Stones viser, at de godt kan bringe funken på denne frækkert, fra dengang disco var det nye. Det klæder dem vildt godt. Så afgjort aftenens mest festlige indslag indtil videre.

14. »Midnight Rambler«
Stones har endelig - fem kvarter inde i koncerten - spillet sig varme. »Midnight Rambler« har den der giftige swagger, der er så afgørende for Stones’ succes. Jagger gadedrenger den ned ad det lange podium, med en energi som var han 25. Vanen tro lader de nummeret falde helt fra hinanden for så at bygge det langsomt op igen stykke for stykke: Intensiteten stiger, nu har de os i deres hule hånd, og sender os så ud over rampen med en herligt beskidt solo fra Ron Wood.

Keith Richards under The Rolling Stones koncerten tirsdag den 3. oktober i Telia Parken i København.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

15. »Street Fighting Man«
Nu har de endelig fat i kraven på os! Det virker, som om de for alvor rammer noget momentum. Jagger er helt ude i siden af scenen og får folk op at stå.

16. »Start Me Up«
Keith Richards sparker døren ind med et af Stones’ mest ikoniske riffs. Måske burde de have startet koncerten her? Ingen sidder stille nu.

17. »Brown Sugar«
Festen fortsætter. Nu rammer de endelig det der umiskendelige Stones-groove, der går lige i kroppen og sætter sig i ansigtet som en vrængende grimasse. Yeah! Keith Richards er nu en fuldt integreret del af en massiv rock‘ n’ roll-maskine, der kører på alle kedler.

18. »Jumpin' Jack Flash«
Det hele føles som ét langt og smukt rock' n' roll-groove. En tilstand. En opløsning af al snak om gammel og ung. Det er lige meget. Vi er her, og vi er her nu. Sammen med Stones. Og man begynder at forstå, hvorfor de om 100 år kommer til at stå tilbage som repræsentant for rockmusik på samme måde, som Mozart og Beethoven i dag gør det for klassisk musik. De er en af prototyperne. En af dem, alt det andet voksede ud af.

19. »Gimme Shelter«
Første ekstranummer. På storskærmen kører Stones nu med sort/hvide billeder af demonstrationer. Nye demonstrationer vel at mærke. Black Lives Matter. LGBT-rettigheder. Som for lige at understrege, at vi rent faktisk befinder os i 2017. Bandets fænomenale sorte korsangerinde indtager podiet side om side med Jagger, der må oppe sig for at matche hendes store stemme.

20. »(I Can't Get No) Satisfaction«
Selvfølgelig slutter vi her. Med fællessang og dans og store flabede grin tværet ud i de gamle rockstjernefjæs. De ved godt, at de har gjort det igen. Også selv om de var en krig om at komme i gang. Selv Keith Richards' solo sad lige i skabet. Og skulle det vise sig, at det her bliver Stones’ sidste koncert i Danmark, kunne vi faktisk ikke have bedt om en meget mere perfekt afslutning. På en aften, hvor The Rolling Stones svingede vildt og voldsomt fra den ene yderlighed til den anden. Jo, der er stadig liv i de gamle klude.

The Rolling Stones
★★★★☆☆

Telia Parken, tirsdag

Lyt til hele aftenens sætliste her: