R A S M U S S E E B A CH
Bogstaverne står med meterhøje typer på det sorte scenetæppe, og foran venter en udsolgt sal. Stort set blottet for mænd. I stedet klapper og tripper piger i tiårsalderen og kvinder op til omkring de fyrre. Med sodavand, fadøl og smartphones i hænderne.
Så falder tæppet, og det store band sætter i gang. Guitarister, trommeslagere, korpiger og en strygerkvartet er fordelt på to niveauer, og bagest blinker lamperne i et stort, blødende rødt hjerte.
Klokken er lidt i 21, og nu træder manden, det hele handler om, frem på det øverste sceneniveau.
»Jeg kunne lede tusind år og aldrig finde en som dig./Lige så længe det her hjerte slår, får du aldrig lov at gå«, synger han, og salen synger med, ligesom resten af landet har gjort det fra debutalbummet udkom 2009 og frem til »Mer’ end kærlighed« fra sidste år - som også er grunden til at han nu har taget hul på en større danmarksturne.
»Uh-huh-huh«
»Jeg har glædet mig!«, råber Seebach, og man tror ham, præcis som når han synger sine sange, som kredser om kærlighed, og gør det på et i bedste fald jævnt dansk. Den Ny Banalitet, kunne man kalde den tendens, som han er del af sammen med andre popnavne som Medina, Burhan G og Ankerstjerne, der også skriver tekster, som ligner SMSer fra én 9. klasseselev til en anden.
Men der er en troværdighed og troskyldighed over Seebachs måde at levere dem på, og det står også klart i Portalen, hvor han over godt 90 minutter synger sikkert og indlevende og pynter stort set alle sange med sin signatur – det lille, lyse »Uh-huh-huh«.
Og han er blevet bedre på en scene, siden koncerterne i forbindelse med det første album. Han bevæger sig sikkert, har god kontakt med publikum, men uden at det virker glat eller indstuderet. Selv da han trækker en teenager op fra de første rækker, og får hende til at synge, er det mere charmerende end søgt og publikumsleflende.
Bandet har også en stor del af æren for, at Seebach overbeviser. Det er dynamisk, det bruser og lyses op indefra af enkle, smittende tangenttemaer og bindes sammen af stjernens stemme, som sine steder slægter sin far på.
Engle og natteravne
»Røde roser er for seje!« udbryder Seebach, da en buket lander på scenegulvet. At røde roser er en udtrådt kliche, det rører ham ikke, og klicheerne er da også overalt i de mange hits, han synger i aften. »Lidt i fem«, »Engel«, »Natteravn« og »I mine øjne« er nogle af dem, og effektive er de, selvom de – hørt i én strøm - er noget ensartede og skabelonprægede.
Det er nu kun kolde hoveder, som hænger sig i dens slags i aften, hvor Seebach og hans band skaber et varmt, vedkommende show med rendyrket pop og fællessang. Det er en større og bedre oplevelse end de to multiplatinsælgende plader, han har udgivet og viser hvor meget det betyder at have hjertet på rette sted. For nu at bruge en af Seebachs egne klicheer.
Hvem: Rasmus Seebach
Hvor: Portalen, torsdag
