»In rock we trust. It’s rock or bust«. En frase, der har karakter af læresætning for den australske rock n’ roll-institution AC/DC. Den ligger som en rød tråd gennem deres store sangkatalog. Ordet »rock« figurerer i mere end 20 sangtitler. Der er den, det handler om. Når det ikke rocker mere, er AC/DC ikke mere.
Gennem deres 40-årige levetid har der været slået sprækker i det mægtige el-værks panser gentagende gange. I 1980 døde den oprindelige sanger Bon Scott kvalt i sit eget bræk. Her vendte gruppen tabet til styrke, og udgav hovedværket »Back In Black« med den dengang nye vokalist Brian Johnson.
Sidste år måtte bandets kreative midtpunkt, rytmeguitaristen Malcolm Young, gå på pension som følge af demens. Nu sidder han på et alderdomshjem. Trist. Nogenlunde samtidig blev trommeslager Phill Rudd anklaget for mordtrusler og narkobesiddelse. Han trisser nu rundt i sit hjem med en fodlænke. Ditto trist.
Det er med andre ord et såret AC/DC, som turnerer verden rundt. Som erstatning for Malcolm og Rudd har de indlemmet Angus og Malcoms nevø Stevie og trommeslageren Chris Slade. Sidstnævnte har tidligere været i gruppen fra 1989-1993, hvor Rudd ligeledes var ude i kulden.
Men et stækket AC/DC var ikke lig med et færdigt AC/DC. For nok er boogiebæstet ikke i samme liga, som engang, men i Roskilde viste de, at de fortsat kan levere en rockfest, der får flertallet af opkomlinge til at blegne til sammenligning.
Klassiske gimmicks
TV-2 sang om »De Første Kærester På Månen«, men skulle man tro videoen, der åbnede showet, var australierne det første band på månen. Længe før Armstrong og Aldrin. Kul på i rummet.
Og så fik vi ellers de klassiske AC/DC-gimmicks. Kæmpeklokken i »Hells Bells«, den storbarmede kvinde i »Whole Lotta Rosie«, Angus’ lange soloshow i »Let There Be Rock« og de dundrende kanonsalver i »For Those About To Rock«. Ingen nye boller på suppen. Heldigvis. For de gamle midler virker fortsat. De får folk til at gå bersærk. Samtidig viste de blues-tunge »Dirty Deeds Done Dirt Cheap« og »Sin City«, at AC/DC fortsat er blandt de frækkeste i klassen.
Spradebassen Angus Young, i sin karakteristiske skoleuniform, førte an med kradsbørstige, møgbeskidte rundsavsriffs. For pokker hvor kan han dog fyre en guitarbredside af. Og han må mindst løbe en halvmaraton under sådan en koncert. Godt gået af en 60-årig storryger.
Nevøen Stevie, bassist Cliff Williams og Slade bag tønderne fulgte behørigt trop uden de store udsving. Men man savnede nu Malcolm. Hans bastante rytmeguitarspil hører til det sejeste rocken kan byde på. Han er skamløst undervurderet og stærkt savnet. Og så svinger Slade heller ikke helt så loose og fedt som Rudd. Men substitutterne fungerede nu overvejende glimrende.
Til tider kneb det også lidt med Brian Johnsons sandpapirsrøst. Han var stakåndet flere gange. Det må også kræve sit stemmebånd at hvæse sådan i alle de år. Du er tilgivet, Brian.
En del tyder på dette er det australske rocktogs sidste ridt på skinnerne. Skulle det være, beviste de her, at de går ud for fuldt hegn. »We salute you« for lang og tro tjeneste i rockens hellige navn. Tak.
Hvem: AC/DC
Hvor: Roskilde Festivalpladsen, onsdag.
Hør setlisten fra koncerten her:
