For nylig faldt overtegnede anmelder i en jagt på rockhistoriske skriverier over en udgave af det hedengange danske musikblad, Rock City. I majnummeret 1977 er der en koncertanmeldelse af Black Sabbath i Falkonérteatret. Opvarmningsbandet var australsk og hed AC/DC, og anmelderen mente, at de spillede bedre og mere præcist end hovednavnet. Det australske band havde desuden en »bindegal leadguitarist, som konstant var i fart fra den ene ende af scenen til den anden.«
AC/DC har som bekendt klaret sig mere end godt siden 70erne. Den nu 55-årige Angus Young er stadig hovedpersonen i bandet, når han med et sikkert greb på sin Gibson SG-guitar smasker det ene skarptskårne guitarriff efter det andet ud over scenekanten, mens han uanfægtet af tidens tand hopper og duckwalker af sted henover scenen iført sin klassiske skoleuniform.
Angus Young var i hopla, og det samme var de øvrige AC/DCere i Horsens lørdag aften, hvor de på AC Horsens' hjemmebane leverede et rå-energisk rockshow foran 30.000 totalt hengivne publikummer.
Bortset fra enkelte numre var sætlisten identisk med AC/DCs koncert i Parken sidste sommer. Velkendte hits som »Thunderstruck«, »T.N.T.« og »You Shook Me All Night Long« dominerer på den igangværende »Black Ice Tour«, mens et af de mest effektive numre dog er åbningsnummeret »Rock'n'roll Train« fra »Black Ice«-albummet fra 2008.
AC/DC fandt en formel i 70erne, og den bruger de stadig: Et tungt og veldisponeret guitarriff fra den nederste bluesrockskuffe, et opbyggende vers eller to, fuld hammer på en smældende hookline, en guitarsolo, og så finale med hookline, bulder og brag.
En smule kedsommeligt, faktisk. Men det ender alligevel med ren overgivelse. For AC/DC er en så tætspillende enhed, så organisk et rockband, så vitalt og røvsparkende et old boys hold, at det er umuligt at holde begejstringen nede.
