»You don’t have to steal the show/It was your show all along.«
Det er kun lige begyndt at mørkne over Parken, da Mark Owen synger sig gennem første vers af »Hold Up A Light«, som får ny betydning her, hvor han står på scenen med Gary Barlow, Howard Donald og Jason Orange.
Men uden Robbie Williams. Ham, alle venter på. Ham, det hele handler om, selvom han ikke er her. Ham »der ikke behøver stjæle showet, for det var jo hans hele tiden.«
Billedserie: Take That væltede Parken
Derfor er skriget fra publikum også øresønderrivende, da Williams efter de fem første numre daler ned på scenen i et wire-træk.
Og efter den sødsuppe, de fire kolleger har indledt showet med, virker det opkvikkende med den lille uh-så-frække fyr, som efter sigende allerede er på vej ud af Take That igen, men lige nu er det mest interessante, de har at byde på.
Men at hans ego er lige så stort som hans flair for underholdning, det står hurtigt klart i Parken, hvor han ikke glider ind i det gamle Take That-lineup, men i stedet kaster sig ud i en lille solokoncert.
Lyden af flødeboller
»I just wanna fe-e-e-e-el real love,« synger Williams sammen med hele nationalstadionet, som er foret med mænd med kort, blød strit og hvide T-shirts fra Esprit og kvinder i jordfarvet Munthe Simonsen.
Så brat opvågnen. Det er jo et Take That-show i 2011, ikke en Robbie Williams-koncert anno 2002. Og efter den sære ekskurs er Barlow og kompagni tilbage på scenen, og det hele kører videre med sange fra det seneste udspil, »Progress«, som foldes ind i ældre hits som »Babe« og »Back For Good« - musikkens svar på flødeboller.
Hvad sangene savner af prægnans, kompenseres der dog for med balloner, pyroteknik, vand og et væld af kuriøse figurer, som synes faldet ud af »Alice i eventyrland«.
En enorm piberygende larve og bier i menneskestørrelse er bare noget af det, der befolker scenen, men mere surreelt bliver det, da Owen får alle til at skråle »Der er et yndigt land«, og da den kolossale figur, som har siddet på scenen, til sidst rejser sig på sine hydrauliske ben.
Vel som et symbol på Take Thats udvikling fra en musikalsk 1990er-joke til det kompetente band, de er i dag. Eller blot endnu en udvendig effekt.
Men da Take That i Parken mere er et show end en koncert, er netop effekterne afgørende – og der er faktisk noget spektakulært at se og pege på gennem samfulde 135 minutter.
Betagende blændværk
Problemer er der dog også indbygget i forløbet, og Williams er på én og samme tid dets styrke og svaghed. Fyren, der ligner en ung Sean Connery på speed, er nemlig så god og fylder så meget, at det stiller de andres mere beskedne evner i relief.
Quiz: Hvor godt kender du dine boybands?
»Can I come back?« råber han undervejs, mens de andre i bandet konsekvent siger »We«. Ja, det kan godt være, hans evne til at underholde er guddommelig, men hans ego er altså fra helvede, og hvor mange ville have samvittighed til at stå og pleje sin solokarriere foran sine bandvenner?
Charmerende er det ikke just. Det samme gælder den glatte musik. Men det store show – bragene, blinkeriet, dansen, kostumerne – lever på herligste vis. Blændværk for alle billetpengene. Men gad vide, hvad Barlow, Orange, Owen og Donald tænker om Williams.
Inde bag de evige smil.
Hvem: Take That
Hvor: Parken, fredag
