Hvad er det egentlig der gør Rihannas nye verdensturné og album så »ANTI«? Torsdag aften på Refshaleøen fremstod den 28-årige sangerinde nemlig mest som én der på godt og ondt ville det hele.
Entréen var temmelig pro-popstjerne. Først gik Rihanna under scenen og ud til et telt i midten af Golden Circle - der hvor publikum med nogle af de dyreste billetter befandt sig. Hun kom hun til syne ovenpå teltet så selv koncertgængerne på de græsbelagte bakker kunne skimte hende.
Outfittet var halvt hvide Star Wars-klæder, halvt spændetrøje, men med lårhøje støvler og udgik til sangerindens bagdel. Turen tilbage til scenen foregik via en gennemsigtig svævebane-catwalk, som hun både dansede og kravlede på til »Sex With Me«.
Rihanna var i sit badass-es på den hævngerrige »Bitch Better Have My Money«. Hun snerrede, råbte og udstødte hæse strubelyde så den pågående attitude ikke var til at tage fejl af. Samtidig var det nummeret, hvorpå de to trommeslageres gennemtrængende smæk understøttede kraftudladningen snarere end overdøvede resten af det fulde band såvel som Rihanna.
I det hele taget virkede Rihanna langt mere tændt og tilstede på Refshaleøen end hun gjorde ved hendes tidligere Danmarksbesøg på Roskilde Festival i 2013. Udover paraden af hits lå en stor del af hendes tiltrækningskraft netop i attituden, og den osede kvinden fra Barbados af. Hun vendte det hvide ud af øjnene og mundvigene nedad på herligt skabet facon.
På en fin dancehall-treenighed bestående af »Man Down«, »Rude Boy« og »Work« bugtede Rihanna taljen i et afslørende, glitrende body-suit, der blev dækket lidt af en mørkebrun hætte med langt slæb. Da hun hoppede ned ad scenen, lignede hun næsten en slags brunhætte på vej til ulven, men en knurren i vokalen afslørede, at det ikke var hende der havde noget at frygte.
I løbet af koncerten faldt Rihannas vokal dog igennem flere gange da hun forsøgte at overdøve bandet. Til dance-sektionen, der begyndte med »We Found Love« og gled over i »How Deep Is Your Love« efterfulgt af »Where Have You Been«, opgav sangerinden næsten helt sin vigtigste tjans og overlod størstedelen af vokalerne til playback, backing-sangerne og publikum.
Der føltes Rihanna desværre som den glasur hun referede til på »Birthday Cake«, som et lidt overflødigt, udskifteligt element over de dunkende, neon-lysende synthesizere.
Netop de sange, sammen med »Diamonds«, lod mange koncertgængere til at være kommet for at høre. Omvendt vækkede de efterfølgende »Needed Me« og »Same Ol’ Mistake« fra »ANTI« ikke stor begejstring hos publikum.
Især i forhold til »Same Ol’ Mistake« kunne jeg ikke mønstre en klapsalve. Hvorfor inkludere et cover af det australske rockband Tame Impalas »New Person, Same Old Mistakes«, når der næsten ikke er ændret noget fra originalen? Muligvis er Rihanna også vild med den fede, slæbende baslinje, men den uopfindsomme version tog mest af alt blot pusten ud af koncerten.
Naturlige overgange mellem sange var der ikke mange af (det er måske »ANTI«-ånden?). I stedet fik man oftest klynger af stilmæssigt beslægtede sange, hvilket var med til at stå i vejen for en helstøbt oplevelse. Med den lidt rodede tilgang til setlisten og Rihannas »jeg-synger-igennem-efter-behag« indstilling, bliver hendes besøg på Refshaleøen nok ikke et af dem jeg vil huske flere år efter.
Hvem: Rihanna
Hvor: Refshaleøen, København, d. 7. juli