14 år. Så længe siden er det, at ungdomsvennerne Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis sidst stod på en scene sammen som Dizzy Mizz Lizzy. En musikalsk knallertbande med langt hår, dun på læben og en drøm om rock'n'roll.
På bare fire år revolutionerede de dansk rock og brændte fuldstændig ud. Den dag i dag står Dizzy som det band, der samlede ungdommen i halvfemsernes første halvdel omkring ørehængende popmelodier og guitarsoli som de ikke var blevet spillet i henved 20 år på den danske musikscene.
Med tiden er myterne om Dizzy blevet større, længere. Og trekløverets betydning synes ligeledes at have undergået en substral-kur.
Men når man i de senere år har oplevet Tim Christensen, ikke mindst på hans seneste turné i 2009, træde op med udvalgte Dizzy-sange, er det mere end blot hype og nostalgi. For allerede som teenager skrev Christensen simpelthen nogle rigtig gode numre, hvoraf de fleste findes på Dizzys selvbetitlede debutalbum fra 1994.
Christensen er med rette stolt af de numre, og med den succes han har haft som solist, behøver han ikke længere være bange for ikke at kunne leve op til sin egen fortid. Og netop derfor kan han gendanne Dizzy Mizz Lizzy i år efter så lang en pause.
Interessen for koncertbilletterne har været overvældende. Og det der startede som en genforening på et par festivaler og maksimalt fem solokoncerter, er nu endt med i alt 41 i alt. Den første i Odense i idrætshallen Arena Fyn.
6.000 festklædte fynboer havde forberedt sig til en aften med rock og rullende nostalgi.Væskebalancen var nøje afstemt og skrighalsene varmet op til at synge med på et kuld sange, som hører til blandt de mest klassiske i den moderne danske sangbog. De tre københavnere blev modtaget som helt med jubelbrøl, knyttede næver og skvulpende fadøl.
Fra en af de forreste publikumsrækker så det ud som om Tim Christensen var den eneste, der havde overskud til at nyde velkomsten. De herrer Friis og Nielsen har begge ligget stille med musikken siden Dizzy, og de havde følgelig nok at gøre med at holde fokus på musikken.
Især Søren Friis så ekstremt koncentreret ud. Martin Nielsen spillede bare, han fortrak ikke en mine, men trissede stille og roligt rundt i den ene side af scenen uden helt at være inde i kampen. Ofte spillede han med ryggen til publikum, og mens publikum væltede rundt i glædesrus over genhøret med de gamle favoritter, vippede Nielsen knap nok i takt med storetåen. Hans udstråling var mildt sagt ikke eksisterende.
Følgelig var det op til Tim Christensen at gøre et nummer ud af genforeningen. Og han gjorde bestemt, hvad han kunne på trods af lampefeberen og de nærmest umenneskelige forventninger, der var i salen.
Man fik lidt det indtryk, at Tim Christensen ønskede at bruge genforeningen til at spille og synge de sange på om ikke en komplet ny måde, men så i hvert fald bedre end dengang. På nogle punkter lykkedes det til fulde. Jeg har i hvert fald aldrig hørt ham synge de sange bedre end denne aften.
Musikalsk var det mere så som så med niveauløft. Når det kørte, og det gjorde det flere gange, var det en sand fornøjelse: ren, uforfalsket nostalgi og intet andet, ingen postulater eller patetiske forsøg på at fremstille de gamle sange som kunne de begå sig på et album i morgen. Den ros skal de virkelig have.
Luftguitarerne var i flertal hos husarerne, som lige frem stjal sange som "Waterline" (aftenens højdepunkt) ud af hænderne- og "Gloria" ud af munden på Tim Christensen. Stedvist var euforien så massiv og primal at publikum bare skreg, og skreg og skreg minderne frem. En af barerne blev lige frem væltet af en række publikummer med smil så brede som en ladeport.
Men der var også døde perioder, flade perioder hvor Christensen var alt for alene med det hele. Hvor hans sporadiske og lidt halvhjertede forsøg på at skabe kontakt til publikum, heller ikke var nok.
Bortset fra titelsangen "Rotator" var der eksempelvis ingen alsang fra Dizzys andet album. Forsangeren forsøgte, lige som han forsøgte at give folk de soli, de var kommet for. Men han spillede mange af dem anderledes i forhold til pladerne, og overraskende var det, at han med en enkelt undtagelse holdt igen snarere end at vride strengene i bund.
Alt i alt var det en fin men også jævn halvanden time, når op- og nedture vejes af. Sikkert er det, at når Friis og Nielsen bliver mere varme og sikre, og når Christensen finder sig selv i det hele, ja, så kan det her komme til at lyde rigtig, rigtig godt. Man kan håbe på, at de om føje tid også evner at levere noget, der minder om et show med reel publikumskontakt.
Publikum vil i hvert fald gerne.
