Kære Roskilde. Hvad skal vi med Red Hot Chili Peppers? Hvad er det, vi har gjort, siden vi kollektivt skal tvangsindlægges til det her gøglede funk-rockband? Burde I og vi ikke bare efterlade dem som den 90er-parentes, de reelt set er?
Jo, de har da haft store hits siden dengang, og jeg kan (modvilligt) synge med på dem alle sammen. De repræsenterede et markant nybrud da, de kom frem. En ny energi, et usandsynligt ægteskab mellem funk, rock, sex og hippie-opblødt machismo. Og ja, de skyldte en god koncert efter en historisk ringe optræden på Orange i 2007.
Men selvom det, de leverede onsdag aften på Orange til sammenligning ikke var helt så dårligt, så var det gudhjælpemig heller ikke godt.
Det bedste jeg kan sige er, at tre fjerdedele af bandet i det mindste lignede nogen, der prøvede. Men lige lidt hjalp det. Især i starten af koncerten var lyden helt elendig. Den nye guitarist Josh Klinghoffers guitar blafrede tilfældigt ind og ud ad lydbilledet, mens Fleas bas lød som en slem rumlemave. Det var som om de spillede inde i den sok, de plejede at have på pikken tilbage i 80erne.
For at føje spot til skade syntes de fire chilipebre, at de mellem den haltende og pligtskyldige gennemspilning af hitparaden - fra »Can’t Stop« og »Dani California« over »Scar Tissue« og »Snow (Hey Oh)« til den nye »Dark Necessities« - skulle smide nogle larmende ligegyldige jam-passager ind til lige at spice sagerne op. Gab siger jeg bare.
Værst af alt var dog forsanger Anthony Kiedis, der virkede som om, at han brugte al sin jordiske energi på bare at ramme tonerne og sine humpti-dumpti-melodier på beatet. Så var der ligesom ikke ressourcer til mere fra hans side. Mage til slatten og uengageret forsanger skal man lede længe efter. Lyset var slukket, hans sjæl gået hjem.
Det kan godt være, at de har de store hits, der berettiger til en placering på Orange. Men endnu engang viste de, at de ikke har formatet til at løfte opgaven. Sikke en fuser.
Hvad: Red Hot Chili Peppers
Hvor: Orange, onsdag
