Tårerne pressede sig under første nummer. Det havde jeg ikke regnet med, for jeg har ikke et nært forhold til Rasmus Seebach. Men publikum modtog Seebach under bøgetræerne onsdag aften med en glæde og hengivenhed, der var helt overvældende og rørende. De skrålede med fra første strofe. På »Uanset«, der henførte med sine florlette 80-synths og Seebachs veloplagt krængede om jalousi og skænderier.
Ligesom på mange andre sange handlede det også her om parforholdsproblemer, der selvfølgelig løses på omkvædet med Seebachs bekræftende kærlighedserklæringer. Det var en af de få stunder under den time-lange koncert, hvor Seebach introducerede en flig af konflikt i sin ellers temmelig ubekymrede popmusik.
Nok bærer Seebach følelserne uden på tøjet i sine tekster, men de er oftest skrevet, når skærene er klaret. Det er post-problem pop, og nogle gange lød det ulideligt let, som når dén stod på vuggende hængekøjepop a la »Millionær« og »Øde Ø«. Selv flødefætteren Bruno Mars har lagt den stil bag sig. Der var for lidt instrumentalt gods i flere numre. For meget nysselig elektrisk kontrabas, tør, akustisk guitar og lyst, pludrende klaver. Seebach og co. tog ikke mange chancer.
Men når de holdt tempoet oppe, blev det helt rørstrømske udtryk undgået. Det gjaldt på den fine disco-sag »Lidt i Fem«, der slog over i et kortvarigt cha-cha groove, samt på det pumpende dance-nummer »Natteravn«. De fik både den opslugte præ-teen pigen ved siden af mig, de solbrune dudes i 30’erne foran og undertegnede til at nyde den umiddelbare pop.
Hvad: Rasmus Seebach
Hvor: Bøgescenerne, Skanderborg Festival.
