»Just cause you feel it, doesn’t mean it’s there,« synger Radioheads Thom Yorke et sted.
Med en lille omskrivning kunne linjen fungere som en opsamling på briternes afslutningskoncert på Northside søndag aften:
»Just cause it’s there, doesn’t mean you feel it«.
Radiohead var sammen med Frank Ocean årets store headliner på Aarhus-festivalen. De er et af de sidste 25 års mest skelsættende orkestre og fortsætter vedvarende med at udgive ambitiøs ny musik af høj klasse. Sidst de spillede i Danmark var på Roskilde Festival i 2008, så det var med god grund en koncert, som rigtig mange af os havde set frem til.
Måske ligefrem så meget, at den britiske kvintet endte med dårligt at kunne leve op til de store forventninger. For hvor Radiohead gang på gang på plade har nærmet sig det sublime - hvad end det har været i den rockede afdeling med »OK Computer« (1997) eller i den mere elektroniske med »Kid A« (2000) - var de søndag aften bare ... okay.
Jeg har lidt svært ved at pinpointe præcis, hvad det var, der manglede. Sætlisten var sådan set glimrende, lyden sprød, og Radiohead spillede numrene flot og nuanceret frem. Alligevel stod jeg underligt tom og uforløst tilbage efter de knap to timer, seancen varede.
Og våd. Kort før bandet gik på scenen, trak skyerne sammen, og så stod det ellers ned i lårtykke stråler det meste af koncerten. Den slags udfordrer naturligvis både humør og tålmodighed.
Indlevelsen synes jeg nu ikke det kneb med. Og ja, det var da en fornøjelse at opleve dette uhyre kompetente band fremføre sine sange for os. Men der var også noget pligtskyldigt og rutinepræget over eksekveringen af numrene, der var plukket rundhåndet fra hele karrieren.
Men hvad ville Radiohead med koncerten? Måske sætter jeg barren for højt, men det virkede bare ikke, som om der var noget på spil, eller at de ville os noget for alvor. Bortset fra »Idioteque« og »The Gloaming«, der begge blev strakt i nye givende former, lød numrene stort set som på pladerne.
Det kan være fedt nok. Men når de så samtidig ikke brugte storskærmen til meget andet end kulørte krydsklip af de forskellige bandmedlemmer, og den ellers politisk opvakte Thom Yorke benyttede sin taletid til helt bogstaveligt at plapre meningsløst i mikrofonen, så tegner der sig pludselig konturerne af, hvorfor den samlede oplevelse aldrig løftede sig derop, hvor man kunne have håbet.
Her kunne jeg godt skrive en masse om, hvor genialt de enkelte numre er skrevet, arrangeret og eksekveret. For det er de. Men det kunne jeg også før koncerten. Der blev ikke tilføjet noget nyt, og sangene vandt ikke synderligt ved at blive oplevet live og kollektivt. I hvert fald ikke denne aften. Ja, det var lige før, jeg hellere ville have siddet derhjemme og hørt dem.
Så havde jeg da i det mindste haft tørre sokker. Øv altså.
Hvad: Radiohead
Hvor: Northside Festival, søndag
Sætliste:
1 Daydreaming
2 Lucky
3 Ful Stop
4 15th step
5 Airbag
6 Myxomatosis
7 All I Need
8 Pyramid Song
9 Everything In Its Right Place
10 Bloom
11 Identikit
12 Weird Fishes/Arpeggi
13 Idioteque
14 The Gloaming
15 The Numbers
16 Bodysnatchers
17 Street Spirit (Fade Out)
Ekstra:
18 You And Whose Army?
19 There There
20 Paranoid Android
21 Lotus Flower
22 Karma Police
