Problematisk sangformidling

Den tyske sangerinde og pianist Johanna Borchert bød på original musikkunst og et lydbillede, der gjorde hendes engelsksprogede tekster uforståelige

Cph Jazz Festival Copenhagen Jazzfestival 2016, Johanna Borchert
Den tyske sangerinde og pianist Johanna Borchert i Den Sorte Diamant, torsdag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Den tyske pianist og sangerinde Johanna Borchert har jævnligt slået sine folder i København, hvor hun blandt andet har studeret ved Rytmiske Musikkonservatorium. Sideløbende er hun så i de senere år blevet et stærkt navn på musikscenen i hjembyen Berlin.

Så forventninger var på plads, da Johanna Borchert indledte denne aften alene ved flyglet, hvor hun viste sit stærke håndelag i et moderne europæisk tonesprog og snart også sin fine stemme i en neddæmpet melankolsk ballade.

Så kom hendes band på banen. De to tyskere, guitaristen Peter Meyer og trommeslageren Moritz Bäumgartner, samt den i Berlin bosatte danske bassist Jonas Westergaard. Sidstnævnte, der især er kendt som en glimrende kontrabassist, alternede her mellem el-bas og moog, ligesom han lejlighedsvis sekunderede Johanna Borchert som vokalist.

Og så kørte musikken ellers i et ganske personligt og nuanceret grænseland mellem pop, rock og jazz, og med sangerindens engelsksprogede tekster.

Og det var så her, filmen knækkede. Teksterne nåede nemlig kun ud som fragmenter. Kort sagt – som publikum kunne man ikke høre sammenhængen og forstå, hvad de sange handlede om. Det var problematisk, fordi man ikke et øjeblik var i tvivl om, at tekstindholdet hang tæt og uløseligt sammen med musikken. Og isoleret set, så var melodierne i sig selv sjældent specielt spændende. Ja, ofte var der tale om let monotone rundgange.

Aftenens repertoire var en blanding af sange fra Johanna Borcherts prisbelønende 2014-album »Fm Biography« og nyskrevne værker. Og med ovennævnte indvendinger, så blev der da budt på gode ting. Her skal nævnes ballader som den mørke og folkemusikalske »Desert Road« og den sarte og fornemt opbyggede »Wide Land«, samt en sekvens, hvor Johanna Borchert sang flerstemmigt med sig selv og derved fik trukket en god portion mystik ind i universet.

Dertil var der en del glimrende instrumentale indslag, om end den elektroniske lydmur, som ensemblet jævnligt opbyggede, kun lejlighedsvis var befordrende for Johanna Borcherts kunst.

Hvem: Johanna Borchert & Band

Hvor: Den Sorte Diamant, Dronningesalen, torsdag aften