Han minder lidt om Saruman i »Ringenes Herre«. Altså ikke Jordi Savall selv, ikke årets modtager af Sonnings Musikpris, ikke den klodekendte katalaner med det røde tørklæde og vandkrøllerne. Men derimod en af hans otte kolleger i Trinitatis Kirke torsdag aften. En spanier med skæg helt ned til trommeskindet og et blik som vise mænd fra østerland. Og det er ham plus resten af orkestret, man hører mest til. I hvert fald de første seks kvarter af prisuddelingen.
Jordi Savall spiller kun en birolle på sin gambe – et strengeinstrument med gener fra både guitaren og violinfamilien og med velmagtsdage tilbage på Don Quixotes tid.
Sonnings Musikpris er en af de store fester i dansk musikliv. Traditionelt et arrangement med repræsentanter for det officielle Danmark og så videre. Bare lidt anderledes i år.
Enkelte i det stopfulde gudshus lagde knap nok mærke til vor musikinteresserede prinsgemal. Dét gjorde nogle feststemte deltagere i festivalen Distortion til gengæld – de opdagede Krone 101 ved Rundetårn, stoppede bilens ejer på vej ud og fik deres livs håndtryk. Helt fint altsammen.
Årets prisfest bliver først og fremmest fejringen af middelhavsmusik fra gamle dage. Fejringen af en bevægelse sat i gang af netop Jordi Savall om nogen.
De ni musikere er nu heller ikke hvem som helst. Alle afarter af Middelhavets blå musik lyder lige autentisk i deres hænder. Blå toner fra Frankrig, fra Italien, fra Israel skal være vidt forskellige og lyder lige hjemmevant. Også deres rytmer skal være så velkomne.
Musikken i middelalder og renæssance er den rige mands svingom. Komponister i årene efter glemte vel den rytmiske side en smule. Som om hoved og krop ikke måtte spille sammen.
Uddelingen af Sonnings Musikpris har næppe haft slige stemninger siden Miles Davis for snart tre årtier siden. Både pust og strøg og de meget smukke stemmer ville klinge helt tyst i det store rum – hvis det ikke var for aftnens elektriske forstærkning. Vi taler om toner, hvor selv den mindste berøring af en streng gør kæmpe forskelle. Selv en æggedeler ville gøre indtryk i det selskab.
En ener på gambe
Men: En anden elsker nu engang musik, der er den samme hver gang. Den improviserede afdeling bliver først rigtig medrivende til allersidst. Kirken får salige Montserrat Figueras over højtalerne – sopranen var Savalls hustru og nærmeste medarbejder i op mod et halvt århundrede og døde så tragisk af kræft sidste vinter.
Koncertens anden halvleg tilegnes hende, er med enkemanden alene og står i det hele taget stærkest. En halv time med klassisk musiks ABC i næsten bogstavelig forstand. Med stykker af både Abel og J.S. Bach og Sainte-Colombe. Savall gjorde sidstnævnte berømt på lydsiden af »Alle morgener på jorden« fra 1992.
At berømtheden sidder bag Rundetårn to årtier senere og giver de galliske genistreger live er en stor oplevelse. Ingen på denne globe spiller gambe så kønt, så genialt, så gennemført.
Aftnens allersidste nummer bliver endda af Bach igen. En af tyskerens allermest uendelighedsagtige satser – fordi bas og melodi ligesom flyder sammen og bliver ét. Hvilket højdepunkt! Et af de allerældste numre i vor tids standardrepertoire virker pludselig hysterisk nyt.
Læg vejen forbi Garnisons Kirke den 20. oktober, hør Jordi Savall spille masser af barokmusik og kom helt tæt på årets modtager af Sonnings Musikpris. Endelig.
