Pharoah Sanders
Brorsons Kirke, mandag aften
Alt kan jo ske i jazzens verden, og hvad skulle man lige forvente af den nu 77-årige amerikanske tenorsaxofonist Pharoah Sanders, der i midten af 1960erne rystede jazzverdenen som den rabiate sekundant for sin navnkundige instrumentkollega og inspirator John Coltrane?
Under alle omstændigheder var salig John Coltrane på mange planer til stede denne aften i Brorsons Kirke, hvor Pharoah Sanders meget passende lagde smukt ud med hans hymne »Welcome«.
Efter gennemspilning af temaet satte Pharoah Sanders sig så ned og lukkede øjnene. Om det var for at meditere, lytte eller blunde lidt, var ikke helt til at gennemskue, men i hvert fald fik hans tre ledsagere overordentligt god tid til at folde sig ud. Og var det så recepten for hele koncerten? Stort set – ja.
Med sit ganske omvandrende og akkordprægede spil holdt pianisten William Henderson gryden i kog, og trioen simrede godt af sted, hen ad vejen med en tydelig venten på, at saxofonisten skulle vende tilbage, hvilket han da også gjorde for en kort bemærkning.
Så blev det tid til en smuk ballade, klassikeren »A Nightingale Sang in Berkeley Square«, og hermed også til et flot og følelsesmættet tenorsaxofonspil, inden trioen fik lov til at swinge derudad, og bassisten Oli Hayhurst fik lov til at spille solo og slide i det til langt ud over, hvad der var idémæssigt belæg for.
Uden de vilde skrig
I det efterfølgende uptempo-værk blev der så lejlighed til at opleve Pharoah Sanders strække ud med et saxofonspil, der var både pågående og vidtgående, og det gjorde rigtig godt, inden trommeslageren Gene Calderazzo tog over med en soloekskursion, hvor begrænsningens kunst ikke var i fokus.
Fra John Coltranes udødelige og lyriske album »Ballads« fik vi »Say It (Over and Over Again)«, fornemt lanceret af Pharoah Sanders, der efter den tålmodige trios udfoldelser bød på en intens kadence. Men hverken her eller andet sted i koncerten oplevede vi den iltre forvrængning eller de vilde skrig, som engang var saxofonistens varemærke.
Til gengæld fik vi i den hastige og hidsige Coltrane-klassiker »Giant Steps« et herligt og aggressivt spil med masser af flagrende toneguirlander, inden vi som afrunding på denne særegne aften blev mindet om, at Pharoah Sanders efter tiden med John Coltrane blev den spirituelle jazz’ magtulde dagsordensætter.
Med sang og med klap og med vekselsang med menigheden formidlede en meget jovial Pharoah Sanders sit 1969-mesterværk og religiøse manifest »The Creator Has a Masterplan«. Og, jo, også det blev en ganske omfangsrig sag, men her var aftenens hovedperson så uomtvisteligt i centrum, om end ikke med sin saxofon, så dog med sin karisma. Og dertil var der et let vingesus af en uendelig historie,
