Ekkoet fra Roskilde er kun lige klinget af. Fire dage med renlivet glæde og smittende selvforglemmelse.
Men for amerikanske Pearl Jam står festivalen for det stik modsatte, nemlig sorg og martrede minder, og har gjort det siden 2000, hvor de spillede på Orange Scene og ni druknede i menneskehavet foran dem.
De har sagt, de aldrig vender tilbage til Roskilde. Dertil er traumet for stort. Men de spiller gerne andre steder i landet, og det bør enhver rockelsker glæde sig over, for de har ikke bare leveret nogle af de stærkeste rocksange i nyere tid, men er også - når det tager dem - et af de bedste livebands på planeten.
Minder som fingeraftryk
Tirsdag aften træder Eddie Vedder og resten af Pearl Jam så ind på scenen i Forum til tonerne af Philip Glass-kompositionen »Metamorphosis II«, som kort efter opløses af en westernguitar og af »Elderly Woman Behind The Counter In A Small Town«. Og knap har Vedder stillet sig hen til mikrofonen, før hele Forum synger med.
»Memories like fingerprints« lyder en af linjerne, som alle kan, og i mange løber minderne sikkert tilbage til 1993, hvor sangen udkom, og hvor publikum - at dømme efter deres alder - var unge og ved at finde sig selv. Såvel musikalsk som menneskeligt.
»Elderly Woman Behind The Counter In A Small Town« er nu ikke kun en rejse tilbage til tabte tider, men også et udtryk for de vidunderligt afdæmpede og melankolsk tonede sange, Pearl Jam synes at kunne fremspille i søvne.
Det næste nummer i sættet repræsenterer derimod den anden og langt mere aggressivt rockende side af bandets temperament. »Last Exit« bankes således i gang af Matt Camerons tørre trommer, mens Stone Gossards og Mike McCreadys elguitarer skiftevist skurrer, murrer og gnistrer.
Mellem disse to poler, det intenst rockende og stilfærdigt skønhedssøgende, pendulerer showet, som er det sidste på Pearl Jams turne, og måske derfor er præget af større løssluppenhed end vanligt.
Det giver sig blandt andet udtryk i en lille tale, Vedder holder på et ganske glimrende dansk og i et sæt, som får lov at strække sig over hele to timer og 36 minutter.
Og op af maratonkoncerten løfter »Unthought Known« sig himmelhøjt med den melodiøsitet, som er Pearl Jams nådegave, og som Vedder forløser fuldt ud med sin uforlignelige rockstemme. Fyldig, følsom, kraftfuld og løber også som en blodrød linje gennem velsiddende udgaver af publikumsfavoritter som »Even Flow«, »Betterman« og »State Of Love And Trust«.
Drømmen om det sublime
Andre supersange bliver imidlertid ikke givet med den præcision, de fortjener. »Wishlist« taber meget af den ulmen og poesi, den oprindeligt er ladet med, og »Rearviewmirror« fremspilles uskarpt og med et sjuskeri, som er sjældent hos Pearl Jam.
Andre steder er det Vedder, der falder forkert ind i sangene, og det er alt sammen med til at trække luft ud af en koncert, som enhver i salen ønsker skal være uforglemmelig.
Men hvad Pearl Jam savner i præcision gennem de 29 numre, det vinder de et godt stykke ad vejen tilbage på energien. Det er dog svært ikke at ønske, at de havde sparet det hele sammen og spillet et højspændt, fokuseret sæt på 90 minutter.
Det kunne være blevet den sublime oplevelse, vi alle drømte om.
Hvem: Pearl Jam
Hvor: Forum, tirsdag
Billedserie:
