»Dette er min generations våben. Vi ville ændre verden med rock n’ roll. Fuck deres bomber og krige. I er fremtiden. Fremtiden er nu. Bliv hørt«. Sådan lød opfordringen fra 68-årige Patti Smith, mens slutnummeret, et cover af The Whos ungdomshymne »My Generation«, fadede ud i skinger feedbackstøj. Stof til eftertanke.
Kampen er fortsat igangværende for den amerikanske punkdronning. Hendes bekymring for verdens tilstand er ikke mindsket med årene. Indignationen og frustrationen er intakt. Det kom hun til København for at vise os. Men samtidig også for at spille debutalbummet »Horses« fra 1975 i fuld længde. En af punkens sande milepæle. Et uomgængeligt værk i rockhistorien.
Og overordnet set var genhøret godt, selvom alle sangene måske ikke blev leveret med helt samme intensitet som dengang. Den ungdommelige energi og desperation manglede til tider.
Hovedpersonen entrerede scenen med en kop the i hånden. Afslappet. Hendes band bestående af fire ældre herrer, satte i gang med »Gloria«. »Jesus died for somebody’s sins, but not mine« sang Smith, mens hun lavede mimiske fagter, jazzhands, dansede regndans på stedet og indtog, paradoksalt nok, en positur som en korsfæstet Kristus på et tidspunkt. Men hverken »Gloria«, eller den efterfølgende, reggae-vuggende »Redondo Beach« besad helt den saft og kraft, man normalt forbinder med de ellers så potente klassikere.
Uforsonlig kunstnersjæl
»Birdland« lå i krydsfeltet mellem rock og spoken word-performance. Patti læste dele af teksten op fra hvide tekstark. Sangerindens musik har altid haft et stærkt litterært islæt. Både her, men også senere på »Land«, fungerede det dog upåklageligt med recitationspassagerne. Navnlig sidstnævnte udviklede sig til en regulær kraftpræstation, som fik folk op af sæderne.
Sidste indslag fra »Horses« var den afdæmpede »Elegie«. Et nummer, som Smith oprindeligt skrev som en hyldest til Jimi Hendrix, men som her transformeredes til en sang til alle dem, der forsvandt i årenes løb – Joplin, Morrison, Cobain, Winehouse, Mapplethorpe, Reed. Ganske rørende afsked.
Og netop Lou Reed var på menuen, da hun lige skulle have en pause, for at få styr tudsen, som plagede hendes hals flere gange undervejs. Her spillede bandet, ført an af guitaristen Lenny Kaye, et lidt sjosket Velvet Underground-medley bestående af »Rock N’ Roll«, pusher-oden »I’m Waiting For The Man« og amfetaminpunkeren »White Light/White Heat«. Overflødigt.
Smith vendte tilbage og så fik vi blandt andet en fremragende udgave af den smukke Springsteen-kollaboration »Because The Night«.og en kraftfuld »People Have The Power«, inden »My Generation« lukkede gensynet med den fortsat uforsonlige kunstnersjæl Patti Smith og hendes milepæl »Horses«, på en aften, hvor hun lagde magten i hænderne på folket. Gør med den hvad I vil.
Hvem: Patti Smith
Hvor: Det Kongelige Teater, torsdag.
Hør setlisten her:
