Så er det slut. Efter 90 minutter vinker hun farvel. Den traneagtige krop svajer under armens bevægelse, og hun smiler under den skarpe næse, det tjavsede hår. Hun vender ryggen til og går af scenen. Hun er i hvid t-shirt og har en knappet vest udover. Salen klapper, hun vinker igen, det er dét.

Nu begynder det. 90 minutter tidligere. Hun går på scenen i sort blazer og en hue dækker håret. Hun vinker og mødes med klapsalver og pift, sådan som en legende fortjener det. Patricia Lee Smith farvede punkbevægelsen med sit fænomenale debutalbum »Horses« fra 1975, og har siden da været meget mere end sanger. Ikke mindst forfatter til flere fortrinlige bøger.

Men i aften er 66-årige Patti Smith her med sin stærke, mørke stemme og åbner sættet med den sødmefulde, popsensible »April Fool« fra sidste års »Banga«. Desværre er lyden her, som under store dele af koncerten, så lav at det ikke er til at leve sig ind i sangen og bandet, der som vanligt ledes af guitarist Lenny Kaye.

»Dancing Barefoot« følger efter og er lige så utilfredsstillende, men så toner »Little Song For Edward Snowden« frem. Om whistlebloweren, som sidder i Moskvas lufthavn og ligner en figur fra en lufthavnsroman. På flugt, i ingenmandsland, og som i Patti Smiths vers bliver et billede på sandheden, vi aldrig må skjule. »Assault us with the truth«, siger hun i den eneste af de små taler, hun holder, der er andet end rungende tom parolesnak.

Som sidst Patti Smith var i Danmark, hyldes Christiania, eller »Christiana« som hun kalder det, der beskrives som selve frihedens epicenter, og så kommer hun også lige i tanker om, at der vist også er noget med Grønland og olie. Hvordan kan Danmarks regering gøre sådan mod det store »flydende land«? Grønlænderne udnyttes, deres land bliver svinet til, mener Patti Smith, og det virker - som alle hendes andre taler - som om hun har læst en overskrift et sted, og så ellers ignoreret alle nuancer, som ikke passer ind i fortællingen om undertrykte folk og minoriteter.

Hun er outsideren, hun støtter outsidere, så skidt være med at verden er langt mere kompleks. Men salen klapper, og måske mere af hendes karriere end af hendes manipulative snak, og sådan er det også efter mange af numrene, som virker tandløse og pligtafviklet. »Pissing In A River« og »Gloria« løfter sættet lidt mod slutningen. Måske fordi der er udsigt til fyraften. For bandet og for Patti Smiths paroler. Når de var i spil, var det nu rart nok, at lyden var så latterligt lav.

Og så var det slut. Efter 90 minutter. Gid hun var blevet væk.

Patti Smith, Falconer Salen, mandag