Papagena i popland

Stærke melodier og farvestrålende antræk kæmpede om opmærksomheden, da Aura Dione gæstede Lille Vega.

Aura Dione i Lille Vega. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen

De fire fyre er allerede begyndt at spille. Tungt, tændt og i skarpt modlys. Så træder hun ind fra højre, og kun konturerne anes, indtil spottet rammer hendes grønne, røde og blå antræk.

Aura Dione ligner mest af alt en Papagena, som har forvildet sig ud af Mozarts »Tryllefløjten«, men den danske sanger, sangskriver og kostumebetvinger – som i år er slået igennem på det store tysktalende marked – er præcis, hvor hun skal være.

Og da hun er nået ind midt på scenen, slår hun den farvestrålende hætte ned og synger de første strofer af »Reconnect«, som stammer fra hendes aktuelle udspil, »Before The Dinosaurs«, hvor debutens blødt bøjede og blåøjede singer/songwriter-pop har måttet vige for en mere professionel, kalkuleret mainstream-lyd.

Men i Lille Vega er den glatte, ofte overproducerede sound væk, og i det mere enkle live-udtryk står sangenes stærke, selvfølgelige melodier klart frem. »Reconnect«, »Friends« og ikke mindst »Geronimo« – som snildt kunne have siddet på et album fra Rihanna eller Lady Gaga – gør sig særlig fint og blandes umærkeligt op med »Song For Sophie«, »Something For Nothing« og andre numre fra den tre år gamle debut.

At blive til noget

Undervejs i det 90 minutter lange sæt forbløffes øret gang på gang over, hvor mange ørehængere 26-årige Aura allerede har under bæltet. Og apropos bælter, så byder koncerten på hele tre kostumeskift – fra et sælsomt rødt sæt til en kolossal, kridhvid kjole – men de kan nu ikke dække over tre-fire flade sange og et par ufokuserede perioder, som det mandagsramte publikum sagtens kunne have været foruden.

Det slår dog ikke alt for dybe skår i en aften, som topper med »Recipe«, som Aura giver siddende med en ukulele mellem hænderne og med fuld kontrol over sin krystallinske stemme. Simpelt, såre smukt. Og et andet sted, midt i klapsalverne og kostumerne, siger hun lidt tøvende:

»Min mor ville gerne have været balletdanser og min far ... er heller aldrig blevet det, han gerne ville være. Det har jeg lovet mig selv at blive«.

Det løfte har hun vist allerede indfriet.

- Aura, Lille Vega, mandag