På ekskursion med stemmen

Sangerinden Cæcilie Norby kan og vil utroligt meget. Ja, undertiden lidt for meget.

Ved den første af tre udsolgte aftener i Jazzhus Montmartre leverede Cæcilie Norby et alsidigt og fængende show. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Næppe heller på globalt plan finder man sangerinder, som på samme vis kan kombinere musikalsk overblik og udsyn med en tilsyneladende ubegrænset kontrol over intonation, farver og registre. Og så dertil denne utrolige lyst til - her og nu - at gribe musikken og køre den ud af alle improvisatoriske tangenter.

Kort sagt - ved den første af tre udsolgte aftener i Jazzhus Montmartre har Cæcilie Norby ingen problemer med at levere et alsidigt og fængende show. Og med sin musikalske legelyst kan hun helt klart forgylde repertoiret, men ret beset kan legelysten også hist og her sabotere samme.

Overordnet har sangerinden valgt, at det over en bred front skal handle om vintersange, og hun er i godt svensk selskab med pianisten Daniel Fredar og trommeslageren Rasmus Kihlberg samt - ikke mindst - sin musikalske og private partner, bassisten Lars Danielsson. Og mens de indledende værker har en lidt statisk karakter, glider musikken smukt af sted i Michel Legrands »Summer Me, Winter Me«, og ikke mindst kommer der dejligt luft under vingerne i en helstøbt og medrivende version af Abbey Lincolns gospelfarvede »Wholly Earth«.

Cæcilie Norby indleder sin anden afdeling blot ledsaget af Lars Danielsson - nu på cello. Og hendes »The Dead Princess« baseret på Maurice Ravels »Pavane« står aldeles smukt, men bliver dog så et eksempel på, at sangerinden vil så meget med sin stemme, at den anlagte stemning ganske enkelt fordufter. Til gengæld står parrets »køkkenjam« med en slags hip-hop-tour-de-force over Cole Porters »Love For Sale« rigtig stærkt, og selv om også jazzstandarden »You Don’t Know What Love Is« kommer lige lovligt meget rundt i universet, så giver den dog pianisten Daniel Fredar lejlighed til effektivt at gøre op med sin status som ubeskrevet blad.

Som så ofte før afslutter Cæcilie Norby sin koncert med Leonard Cohens »Hallelujah«, hvor der nok engang bliver plads til den helt store opera-sopran-ekskursion. Men mindre kan gøre det. Ja, lidt paradoksalt forbliver aftenens mest fuldkomne værk Cæcilie Norbys fortolkning af Beatles-klassikeren »Michelle«. Ingen krummelurer. Blot neddæmpet, smukt, roligt, troværdigt.

Hvem: Cæcilie Norby.

Hvad: »Wintersongs«.

Hvor: Jazzhus Montmartre, torsdag aften.