Oprør fra midten

Svensk nestor satte storslået punktum for DR Koncerthusets klassiske sæson - mere slagfærdige numre er i vente.

Herbert Blomstedt er en af verdens højest betalte dirigenter og var med i Koncerthuset fredag. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Sheriffen i de bedste westerns har gerne en særlig jakke på, en halvlang kjole med kant.

Herbert Blomstedt arbejder stadig i den slags jakker. Han stammer fra USA, men familien flyttede hjem til moderlandet kort efter hans fødsel og gjorde ham til svensk dirigent.

Vel at mærke for snart 85 år siden. Blomstedt er en af verdens ældste i sit fag. Synet af hans ranke ryg er for længst blevet garant for lyden af den største kunst.

Svenskeren har i nyere tid stået foran DR SymfoniOrkestret mindst én gang per sæson. Uden undtagelse med borgermusikkens tre store b’er: Beethoven, Bruckner og i de sidste par dage så Johannes Brahms.

»Blomme« selv er endda blevet varmere og skal endda have givet hånd til samtlige medvirkende efter arrangementet fredag!

Brahms’ rekviem fra midten af 1860erne kræver ellers ikke så få: Et stort orkester, et kæmpe kor, to sangsolister. Op mod et par hundrede hoveder i alt.

At se DR Koncerthusets store scene fyldt til sidste kvadratmeter er ikke nyt i sig selv. Men at høre hærskaren samle sig i én stor harmoni... Det bliver fem uforglemmelige kvarter: Solisterne i form af Camilla Tilling og Peter Mattei sætter sig i hver deres hjørne. Så langt som et ondt år fra hinanden. Og mellem dem så musikerne og bag dem igen det dejlige kor.

Ens hjerte slår fra første minut i takt med Blomstedts slag og de smældende pauker. Marchen om vores forgængelighed og sikre død: »For alt kød er som græs«.

Brahms lyder mere end nogensinde som en melankoliker i mellemlejet den aften. Musikken tegnes hverken af de helt høje eller de helt dybe melodier, men af hornene og bratscherne og alterne i koret. Af alle dem i midten.

Herbert Blomstedt selv står rank på dirigentens podium og styrer de vældige styrker med små bevægelser og urokkelig tro. Ja, jo: Brahms’ lange ungdomsværk kan stadig falde tilbage på barok skolestil og måske endda miste lidt pust til sidst.

Fredag også fordi den svenske sopran ikke helt havde farver nok på sin palet. Hendes sang er den smukke med »Som en mor trøster sin søn, skal jeg trøste jer«. Og hun skal virkelig trøste i de minutter, skal hæve melankolien til himmelhøjde og løfte hjertets glædes vinger.

Mellemlejet i mageløse Matteis skikkelse forblev bare det stærkeste hin aften. Hvor vægten skulle skubbes fra mørke til lys, endte man med en lidt stiv symmetri. Okay så.

Herbert Blomstedt er DR SymfoniOrkestrets æresdirigent. Den næsten jævnaldrende Rafael Frühbeck de Burgos tiltræder snart som egentlig chef. Om spanieren kan tage de gode takter op og holde på holdet af unge musikere med ambitioner, dét får vi se .

Lytterne får alle Beethovens ni symfonier i næste sæson plus lettilgængelige numre som »Carmina burana« den 6. september og »Bolero« allerede ugen efter.

Men uh... Et par hundrede musikere og sangere i nogle af protestantismens allermest trøsterige toner er altså også godt. Hvis græsset visner omkring dig, så op på hesten igen. En svensk sherif kender vejen.