En sten spærrer for din vandring langs livets vej. Hvad gør du?
Kolerikeren sparker den væk. Flegmatikeren går uden om den. Melankolikeren sætter sig opgivende på den. Og sangvinikeren springer måske bare over den.
Carl Nielsen fik ideen til sin symfoni nummer to på en sjællandsk kro. Den unge komponist og fru Anne Marie var inde for et glas øl og lagde så mærke til et maleri over de fire temperamenter.
Billedet er vist aldrig identificeret. Nielsens symfoni skulle til gengæld blive en milepæl i dansk historie:
Musikken gør op med det pæne og tjekkede og slipper nok så rå kræfter løs. »De fire temperamenter« tager en af finkulturens største genrer og fylder den med naturkræfter.
At høre DR SymfoniOrkestret i det vældige værk er altid stærkt. Musikerne forstår hver en tone og spiller derefter. Skønt!
Stykket ligner også den helt rigtig åbning på fejring af fynboens 150 års jubilæum. DR har ikke bare valgt det efter devisen »man skal jo starte et sted«. DR har valgt selve dét stykke, hvor Nielsen for alvor lægger arm med både livets sange og dødens strande.
En ørenåbner – på godt og ondt
At høre musikken med Fabio Luisi på dirigentpodiet er til gengæld mest en ørenåbner – på godt og ondt.
Italieneren viser noget meget vigtigt: At værket hænger overordentlig godt sammen. Det er ikke bare fire løse satser over et let bedaget psykologi. Det er en helhed med masser af tråde og forunderlige ekkoer fra sats til sats.
Han gør så samtidig musikken en smule ukarakteristisk. Lyden bliver en smule blodfattig i de hurtige satser og en smule fed i de langsomme.
Når man gør den slags med eksempelvis Gustav Mahlers geniale symfonier, bliver de kun mere sigende. De bliver en fortælling om livet og det moderne menneske. Carl Nielsen bliver snarere en lidt mindre ånd af det.
På den anden side: Vi har kun godt af Luisis lakmusprøver. Carl Nielsens symfonier har været spillet over hele verden i snart et århundrede – og er altid kun blevet bedre af det.
DR SymfoniOrkestret vil inden længe havde givet alle seks under seks forskellige dirigenter. Resultatet bliver en ny forståelse af både danske siden af Nielsen og den internationale. Om alt går vel.
Symfonien bagefter skulle så være Johannes Brahms’ sidste. Et mesterværk i den kontinentale forstand. Og igen en sejr for musikerne selv:
Da rutinerede Ulla Millmann spiller den store fløjtesolo i finalen, trækker hun farten helt ned – og sætter samtlige medspillere på prøve. Folk i salen tør knap nok trække vejret imens. Det er et utroligt øjeblik.
Bryder italieneren Fabio Luisi sig egentlig om det? Brahms’ klassicisme bæres i høj grad af linjen. Luisi selv virker lidt mere som en farvens mand og maler den op i meget klare kulører.
Så hvor den danske symfoni siger en kende for lidt, da siger den tyske på en måde for meget.
Publikums glæde ved den vordende chefdirigent er til gengæld ganske bevægende i sig selv. Og hvornår har Carl Nielsen sidst fået et så brølende bifald?
Hvem: DR SymfoniOrkestret og dirigenten Fabio Luisi.
Hvad: Carl Nielsens 2. symfoni og Brahms’ 4. symfoni.
Hvor: DR Koncerthuset, fredag. Genudsendes søndag 14. december kl. 12.15 på P2.
