Hun kommer ind på scenen som den sidste. I en åben kimono og en sort blomst i håret. Med det asiatiske antræk og sit skandinaviske ansigt ligner hun noget fra en anden verden.
Sådan lyder hun også i sine bedste stunder på de album, hun har indspillet med The Cardigans, med A Camp og for nylig på »Animal Heart« - hendes første album i eget navn.
Det sidste er også den direkte anledning til besøget i Amager Bio, hvor publikummets gennemsnitalder tyder på, at de fleste havde opdaget Örebro-fødte Nina Persson, for det er naturligvis hende jeg taler om, i The Cardigans-årene, hvor hun var en regulær stjerne. Siden er hun blevet et mindre navn samtidig med at hendes vokal bare er blevet bedre, stadig smukkere.
Allerede i sættets første indslag, den drømmeriske »Clip Your Wings«, rejser stemmen sig med en blanding af raspet skrøbelighed og stor, klar skønhed. Den får også hårene i ørerne og på armene til at rejse sig i den tempofyldte »Animal Heart, hvor postpunket synth blander sig med hendes stemmebånds vibrato, som aldrig virker liret eller udvendig.
Jeg kan købe dig
»Vart är ni tysta«, siger Nina Persson på et tidspunkt, og ser ud over det aflange koncertrum, hvor publikum har mulighed for at komme tæt på scenen og helt tæt på Nina Persson og hendes backingband, der består af fire musikere medbragt fra USA, hvor aftenens hovedperson har boet i en årrække.
Om det er dér, hun har fået inspiration til »I Can Buy You«, som figurerer på det første A Camp-album, er ikke til at vide, men hun indleder i hvert fald sangen med at sige, at den handler om kapitalisme. Hvorefter hun fører mundharmonikaen op til læberne og blæser det smittende åbningsstykke og sammen med bandet lægger sig på det smukke, let melankolske melodiforløb, der er blevet hendes signatur.
Nogen født entertainer er Nina Persson nu ikke. Som ved tidligere koncerter har hun svært ved at finde sin plads og sit hvilepunkt på scenen. Og hendes eneste bevidste, genkommende positur består i at sætte næverne i siden som en anden sovjetisk fabriksarbejder.
Men modsat tidligere optrædener virker hun nærværende og ikke mindst sikker på sin stemme. Som i det vidunderlige A Camp-indslag »Love Has Left The Room«, hvor bandet også faldt ind i velklingende harmonier.
Band på fast løn
»I will slip your mind«, lød det fra Nina Persson et sted i »Love Has Left The Room«, men det var bestemt et af de mindeværdige øjeblikke i den 80 minutter korte koncert.
Ikke meget, og når man gerne siger farvel, er det bestemt ikke på grund af Nina Persson, men på grund af backingbandet, der nok er skridsikkert, men også spiller sig lidt lønmodtageragtigt rundt mellem folk, rock og pop og ikke mindst virker uengageret under afviklingen af David Bowies 1979-klassiker »Boys Keep Swinging«.
Men Nina Perssons stemme, hendes klang, den sidder lige i øret. Og må gerne bliver der længe efter hun har taget kimonoen af. Og er rejst hjem til New York.
- Nina Persson, Amager Bio, tirsdag.
NINA PERSSONS STÆRKESTE STEMMER
- udvalgt af Jeppe Krogsgaard Christensen
