Der kommer en tid, hvor nogle drenge bliver til mænd. Hvor de svage led er skåret fra, har opgivet kampen og affundet sig med at være i andet geled. Hvor kun de dygtigste og stærkeste står tilbage. I livet og således også i musikken. Det sted, hvor det ikke er nok at have lavet én til to gode plader og givet nogle fine koncerter, men hvor man i kraft af flid og kunstnerisk talent har hævet sig op for at være blandt de største og de udvalgte.
En af dem er Nick Cave, der sammen med sit fuldvoksne band The Bad Seeds sent lørdag aften viste, at blandt samtlige navne, der står på plakaten ved dette års Northside Festival, er der ingen, der bare tilnærmelsesvist når ham til sokkeholderne.
Naturligvis ulastelig klædt åbenbarede han sig på scenen som en sort engel af en anden verden. Nøjagtig lige dele gal og genial. Et overmenneske der ved skæbnens uransagelighed var havnet her ved åen på kanten til Åbyhøj for af holde vækkelsesmøde.
"Its fucking freezing here" skreg han ud til masserne og satte med et spark ud i luften koncerten i gang med "We Know Who U R" fra det nye album "Push The Sky Away", for øjeblikket efter at følge op med en på det nærmeste genial version af "Jubilee Street", der på klassisk Cave-facon startede messende med et stadig stigende crescendo.
Cave selv - spyttende, flakkende og flagrende - bankede rundt på scenen, mens den skæggede og geniale multimusiker Warren Ellis skiftede rundt mellem tværfløjte, sin fire-strengede guitar og fiol. En kraftpræstation og kunstnerisk magtdemonstration og så var vi i gang.
"From Here to Eternity" blev leveret med Cave helt nede for at holde i hånd med sit publikum. Som en spiritist, der ved den blotte berøring, kunne gøre syge til raske og mane ånder bort. Op på scenen igen for at recitere omkvædet af "The Weeping Song" for derefter at orkestrere selvsamme nummer i gang.
Ingen tvivl om, at Cave ser sit bands primære funktion som en understøttelse af hans nærmest reciterende sang.
Kun Warren Ellis fik af og til et anerkendende nik og et ord med på vejen fra aftenens hovedperson, der er notorisk kendt for et storforbrug af medlemmer i The Bad Seeds. Og måske varer det ikke længe, før der smutter nogle flere. Cave var i hvert fald tydeligvis ikke tilfreds med præstationen, da bandet efter numre som "Mermaids", "Jack the Ripper" og Elvis-hyldesten "Tupelo" slog tonen an til "We Real Cool".
Et halvt minut inde i nummeret blev det stoppet brat af Cave med ordene: "There's something wrong up here". Hvad det nøjagtig var, skal være usagt, men øjeblikket efter var man videre med "Papa Won't Leave You, Henry" og så var det - i hvert fald for en stund - glemt.
Aften var blevet nat, og man stod tilbage med fornemmelsen af, at Cave bare kunne blive ved. Og det er måske deri hele forskellen ligger. Denne koncert var en lektion af de store fra Cave og hans hædersmænd i The Bad Seeds. Lad os håbe, at de snart vender tilbage. De største er som oftest de bedste.
FACEBOOK | Få flere anmeldelser og kulturnyt på facebook.com/berlingskekultur
