Niveauet har været ærefrygtindgydende fra 2008 og frem, hvor de har spillet sig ind i og rundt om en egen flosset rockpoesi.
Det begyndte at ligne særklasse på »You & Me« for at kulminere på den to år yngre, fuldkommen fænomenale »Lisbon«.
Og sidste års »Heaven« var som sine to forgængere på listen, da årets bedste rockalbum skulle findes. Ikke mindst i kraft af »Heartbreaker« som The Walkmen åbnede med i Amager Bio og som bar flere af bandets signaturer. Elguitarer skar, huggede og blinkede således på en skridsikker rytmesektion, hvorpå Hamilton Leithauser stod og lød som en blanding af en ung Bob Dylan og - hold nu fast - Rod Stewart.
Siden fulgte den beslægtede »The Love You Love«, mens kvintetten bankede rusten af spillestedets lydanlæg, som så var klar til at forløse den mere forfinede og underspillede »On The Water«.
Herfra rullede The Walkmen en sætliste ud, som fans kun kunne have drømt om, og hvor der var plads til den fænomenalt foroverbøjede »Angela Surf City«, de skønt slentrende »Juveniles« og »Love Is Luck« samt den ulmende, klimakssøgende »Blue As Your Blood«.
Og så lige denne anmelders to favoritter. Først »Woe Is Me«, hvor Paul Maroon spandt sølverne guitarfigurer, mens Matt Barricks tætte, optændte trommer holdt på intensiteten og Hamilton Leithauser sang sig ind i det knejsende omkvæd.
Som ekstranummer faldt også »The Rat« som en påmindelse om de år, hvor The Walkmen endnu ikke havde fundet de førnævnte signaturer. Men nummeret lød ikke desto mindre suverænt med sine støjsusende elguitarer, smukke keyboardtema og sammenbidte, men også storladne drama.
Stærkere encore kunne ikke tænkes, og her spillede de fem på scenen sig helt ud og lagde såvel muskler som finesse ind i afviklingen.
Men hvor stor en beundrer man end måtte være af The Walkmen, så var de i Amager Bio ikke altid dér, hvor de kan være og hvor de er en regulær åbenbaring.
Sigende var Hamilton Leithausers hånd, som gennem dele af koncerten var i bukselommen. Der manglede simpelthen en smule nærvær og nødvendighed foran det hengivent lyttende publikum.
Dårlige var The Walkmen naturligvis ikke. Det er de aldrig. Det er de alt for gode til. Men suveræne var de sjældent. Og det er de faktisk i stand til at være. Hele tiden.
The Walkmen i Amager Bio, tirsdag
