Jyderne kan altså noget med musik.
Tag bare statistikken: De ejer vistnok verdens største koncentration af scener med tårn og den slags.
Halvøens største by har også eget symfoniorkester. Et orkester med op mod 75 fastansatte og lige så mange år på bagen. Et orkester med næsten det hele - fra en violingruppe på størrelse med to fodboldhold til tværfløjter og trompeter og så videre.
Musikelskere husker det for meget gennem tiden. Aarhus Symfoniorkester leverede for eksempel toner til de historiske opsætninger af »Nibelungens Ring« engang. De visionære forestillinger placerede smilets by som operaens by. Også i globale briller.
Så det flotte atombryllup med dansk musik skulle da fejres i hovedstaden. Med en jomfrutur til hovedstadens nye koncerthus. Med et nyt værk af Poul Ruders, et lidt ældre af Richard Strauss og et endnu ældre af Schumann på programmet. Plus selvfølgelig dets højt ansete chef i skikkelse af Giancarlo Andretta på dirigentpodiet og selveste Eva Johansson som sangsolist.
Jyder kan for resten godt grine lidt over det samme hus: Over alle planerne og polemikkerne, alle forglemmelserne og fordyrelserne, alle konsekvenserne. Andre havde bare... bygget det.
De havde sikkert også kunnet fylde det. En halvfuld koncertsal virker nu engang halvtom. Københavnerne har måske fået filharmonisk forstoppelse på det sidste.
Bang - og i gang
Koncerten lægger ellers godt ud. Chefen kommer bare ind og slår an og bang! De op mod 75 fastansatte har selv bestilt »Händel Variationer« hos Ruders og holder gejsten oppe i samfulde tre kvarter.
Komponisten selv er efterhånden mest kendt som operamand: Tænk på »Tjenerindens fortælling« og »Dancer in the dark«. Men sikke farver, han kan lægge i et orkester. Især de sidste variationer er superflotte: Den svimlende enkelhed i violinernes solo, den dødlignende tysthed lige efter... Så han høster koncertens mest fortjente bifald hin eftermiddag. Gid orkestret gad indspille det værk.
Resten af arrangementet? Hm...
Strauss' fire sidste sange har altid hørt til verdens varmeste. Tyskeren skabte dem lige efter Anden Verdenskrig, sad på ruinerne af den gamle verden og drømte sig tilbage. Eftermiddagens sangerinde har også altid haft en skøn stemme til den slags musik. Bestemt da.
Noget kommer alligevel i vejen. Solisten lyder pludselig småfalsk. Der kommer noget hårdt, noget uskønt, noget halvt forkert over det hele. Også selv om førsteviolinen redder en masse - hendes solo i tredje sang må være den mest vellykkede i mands minde.
Hvorpå selv en Schumanns fjerde symfoni kun lyder godt på overfladen.
75 er for få
Op mod 75 fastansatte er simpelthen ikke nok. Der skal et dusin flere strygere til. Som mindstemål. Prisen ville ganske vist ligge i omegnen af en håndfuld millioner. Men så længe der ikke er strygere nok nede foran, vil det tunge messing oppe bagved altid spille en tand for hårdt - hvorfor kun træblæsere som fløjte, obo, klarinet giver klangen lidt kultur.
Kort sagt: Lyden kan nærme sig støj med en pæn stribe i midten. DR Koncerthusets akustik er nådesløs i den retning. Og den bør give byens rødder stof til eftertanke.
