Nede fra campen kom de i lange kæder. Med flag på stænger og blus på drømmene favnede de langsomt Orange Scene, hvor det absolutte hovednavn på årets Roskilde Festival havde sat dem stævne.
Rockhistorien var sat på spil. Ville The Rolling Stones falde igennem - så tungt som kun sten af deres kaliber kan det? Eller ville de trodse alle naturlove og svæve ud fra den scene som en gang havde været deres?
Forventningerne var blevet stablet op og luften sitrede af forventning, da Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts og Ron Wood præcis klokken 22 entrede scenen og indledte denne aften med et anslag på guitaren, et "yeah" og så "Jumping Jack Flash" som de har haft for vane på hele den Europa-turné, der blev afsluttet i aften.
SE FOTOS: Med Aarhus-kor og fyrværkeri - her ruller rullestenene sig ud
LÆS OGSÅ: Lykke Li ramte smerten lige mellem øjnene
Lettere flaksende som om de lige skulle have luft under vingerne og have banket støvet fra landevejen af, men samtidig med en ukuelig energi som man kun kan beundre fra en flok fyre, der for de flestes vedkommende har rundet de 70.
Efterfølgeren "Lets Spend The Night Together" hang lidt i bremsen, Keith Richards kunne ikke helt finde moment og tvivlen begyndte at nage. Ville de gamle drenge kunne trække den hjem eller havde de overskredet den dato hvor rockstjerner bør trække sig tilbage og nyde deres otium?
LÆS OGSÅ. Bastille omdannede Arena til en hoppeborg
Mick Jagger løb rundt på scenen i vanligt glimmeroutfit og fyrede danske brokker af som "Vi er stolte over at spille på den berømte Roskilde Festival første gang", Richards grinede fjoget og lignede til tider en parodi på sig selv, Watts sad stoisk bag trommerne mens Wood kæderøg den ene smøg efter den anden og "Its Only Rock n'Roll (but I Like It)" og "Tumbling Dice" blev liret af.
Men så skete der noget. Den gamle "Wild Horses" blev trukket frem. Tempoet sænket, tonen fundet og pludselig fløj de. Jagger viste, at hans stemme stadig har den nerve, der giver de klassiske rocksange karakter.
LÆS OGSÅ: Anmeldere rygende uenige om Stones: Fra guderock til »gammelt kassettebånd«
LÆS OGSÅ: Fire stjerner til Electric Wizards død og nøgne damer
"Doom and Gloom" satte nyt tempo og da Jagger fandt mundharpen frem på "Out of Control" var festen begyndt. Et nummer som "Honkey Tonk Woman" lød faktisk mindre gumpetung her fra scenen end på plade ikke mindst takket være en eminent spillende Chuck Leavell bag keyboardet og da Keith Richards lige havde fået vist sine noget tvivlsomme evner ved mikrofonen kulminerede koncerten da Jagger var tilbage med mundharpen, Mick Taylor pludselig viste sig på scenen og Stones kastede sig ud i en ganske enkelt fremragende version af "Midnight Rambler".
Nu kunne de gamle mænd det hele og brølet fra publikum kunne selv den største Stones-ignorant ikke overhøre da først "Start Me Up", så "Sympathy For The Devil" med Jagger iført teatralsk rød fjerkappe og så endelig "Brown Sugar" sluttede en smuk aften.
MERE FESTIVAL? Følg Berlingskes kulturredaktion på Roskilde Festival på b.dk/roskilde2014
Og da Stones-drengene efterfølgende lige vendte tilbage og gav en dårende smuk version af "You Can't Always Get What You Want" akkompagneret af det aarhusianske a capella-kor Vocal Line og så sluttede med massesuggestionen "I Can't Get No (Satisfaction)" var der sat et monumentalt punktum for første aften på dette års Roskilde Festival.
Mens folk sivede hånd i hånd væk fra Orange Scene stod man tilbage med fornemmelsen af, at et tandhjul i det store rockmaskineri endelig var gået i hak. En scene og et band var blevet genforenet - historiebøgerne tilføjet nok et kapitel.
Stones havde bevist at de stadig kunne flyve.
