Når en bas gør en forskel

Den norske bassist Arild Andersen og den skotske tenorsaxofonist Tommy Smith på scenen i Jazzhus Montmartre, torsdag aften. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Den norske bassist Arild Andersen og hans to sekundanter, den italienske trommeslager Paolo Vinnacia og den skotske tenorsaxofonist Tommy Smith, ankom rettidigt til deres tredages gæstespil i Jazzhus Montmartre. Derimod var Arild Andersens kontrabas strandet i luftfartssystemet. Således måtte den 71-årige nordmand klare sig med et lånt instrument.

Og det kunne han selvfølgelig. Håndelaget var da heller ikke til at tage fejl af, da trioen kastede sig ud i et effektivt uptempo-nummer, efterfulgt af andre værker i variable tempi. Men et eller andet var der alligevel galt. Lydniveauet for alt for kraftigt for denne ret beset akustiske gruppe.

Tommy Smiths saxofonspil var anmassende og metallisk, Paolo Vinnacias slagserier for hidsige, og bassen buldrede. Dertil var det af bassisten komponerede repertoire ikke specielt interessant.

Men det var værd at blive hængende. Arild Andersens bas dukkede nemlig op til anden halvleg, og med de første anslåede toner fornemmede man, at den bare var hans kæreste eje. Og omvendt. Nu fik spillet mere smidighed, ligesom tonen, der fortsat var stor, nu også blev smuk og skulpturel. Ja, nu stod basspillet både elegant og centralt i et lydbillede, der stort set var befriet for ovennævnte skavanker.

Repertoiret var også mere nuanceret, blandt andet med mere regulært swing og – nok så spændende – nogle folkemusikalske forløb, hvor Arild Andersen med sit basspil formidlede nogle fantastiske fortællinger.

Og sandelig om det ikke også blev til et meget organiske tenorspil fra Tommy Smith, der så sandelig kunne spille melodiske tonerækker med fine lyriske understrømme.

Slutteligt blev der dog plads for voluminøse udskejelser med lidt stænk af såvel calypso som free jazz. Og dertil et ekstranummer i en helt anden boldgade, nemlig Burt Bacharachs smukke ballade »Alfie«, hvor Arild Andersen med sit solospil viste, hvorledes en mesterlig musiker med det rette instrument kan gøre en forskel.

Hvem: Arild Andersen trio
Hvad: Vinterjazz 2017
Hvor: Jazzhus Montmartre, torsdag aften