En nydelig novelle af Herman Bang handler om berømthedens besøg i den slumrende stationsby:
Hun stikker forbi, spiller lidt klaver, indtager et par middage og er ude igen. Men alt føles anderledes bagefter
Det ku' have været i Hørsholm onsdag aften.
András Schiff optrådte i Tivoli for et par somre siden og skældte ud over folks hoste. Han vendte tilbage i foråret og blødte op med tyve minutters ekstranumre.
Den ungarske legende skal være velkommen hver gang. Også fordi han spiller så forskellig musik. Senest første bind af J.S. Bachs snart tre hundrede år gamle »Das wohltemperierte Klavier« - en hel manual til moderne klaverspil.
Schiff har altid lignet Art Garfunkel lidt. Men staklen har lige rejst sig fra en infektion, virker stadig mat i koderne. Og gys! Han virker også åndeligt fraværende de første minutter. Lydene lires af og færdigt arbejde.
Altså med mindre han har planlagt det hele. To timer på trods ender i hvert fald som to timer på himmelfart. Folk sidder i et dødt rum, kan næsten kline sig op ad berømtheden, hører hans fingre arbejde med flyglets filt - og har ikke tanke for andet.
Hvis man selv ku' spille ordentligt klaver, skulle det lyde nøjagtig sådan. På den ene side fantastisk fingernemt. På den anden en smule til den tørre side.
Schiffs aften handler også om rytme i bred forstand. Om det helt rigtige skridt fra sekund til sekund: Hvad vil han gøre med næste tone, næste takt, næste toneart i rækken?
Og han kiler sig ligesom ind på en tidslinje. Man kan høre, hvad eftertiden fik ud af den gamle musik: Det ene præludium bliver som sæd til en Chopin, den næste fuga som æg til en Schumann.
Uforglemmeligt Schiff har stået for to af stationsbyens tætteste timer. Han rejser sig og bukker kort for klaveret - selv hans humor er tør. Fem hundrede heldige går hjem med klavermusikkens gamle testamente i ørerne. Det nye testamente alias bind 2 kommer til januar.
Man kan næsten ikke vente.
Bind 1 af J.S. Bachs »Das wohltemperierte Klavier« med András Schiff. Trommen i Hørsholm, onsdag.
