Er det nu også jazz? Det spørgsmål må vel falde helt naturligt, når det handler om en af jazzfestivalens mest spektakulære koncerter. Og svaret vil næppe være entydigt, idet musikken ikke har en direkte relation til de ægte og amerikanske jazzstilarter.
Den problematik kan man selvfølgelig sidde og fundere over her i DR Koncertsalen. Men man kan også bare lade være, eller rettere sagt - man kan slet ikke lade være med at lade være. For musikken har magten - uanset hvad den nu hedder.
Det sørger hun for, den 31-årige indiske sitarspiller Anoushka Shankar, som er datter og elev af indisk musiks store mester, Ravi Shankar, og som har hørt godt efter i timen, samtidigt med at hun har haft sine ører godt ude på den globale musikscene. Hun har indset, at indisk raga og spansk flamenco langt hen ad vejen er to sider af samme sag og derfor kan gå op i en højere enhed. Hvis ellers kommunikationsevner, kreativitet og håndelag er i orden. Og det er heldigvis i høj grad tilfældet.
Den charmerende Anoushka Shankar medbringer sine landsmænd, Pirashanna Thevarajah, der trakterer diverse indisk slagtøj, og Sanjeev Shankar, som mestrer metal-oboen, shehnai. Og fra Spanien kommer guitaristen El Melon, slagtøjsspilleren El Piraña og sangerinden Sandra Carrasco. Og repertoiret er hentet fra begge kulturer, og formidlingen sker med overrumplende elegance - med sublime klange og sublime rytmer.
Improvisatoriske dialoger går på kryds og tværs, og det er som om, musikken bare bliver ved med at folde sig ud. Slagtøjsspillerne sikrer en stærk puls, og gang på gang er man ved at tabe vejret, når musikerne - med overjordisk præcision - mødes på en figur eller på et taktslag, hvorved musikken lige bliver vendt og drejet en ekstra gang.
Sandra Carrasco synger i den uforfalskede flamenco-tradition, voldsomt dramatisk og alligevel poetisk, og Sanjeev Shankar byder ind med sit originalt-klingende shehnai-spil, der ikke sjældent giver associationer til den legendariske jazzsaxofonist John Coltrane.
Men det forhindrer ikke Anoushka Shankar i at være damen i midten. Det er hende, der styrer slagets gang, og ikke mindst er det hende, der spiller helt fantastisk på sin sitar. Ikke blot med en ekstrem virtuositet og de fineste klangnuancer, men også med en ganske guddommelig evne for at lade den ene fascinerende tonerække afløse den anden og lade musikken vokse.
Det bliver også til vekselspil mellem sitar og shehnai, ja, det, man i jazzen kalder for »chase«, og et sådant vil vi næppe opleve mere fantastisk på den øvrige festival. Så er det nu jazz?
