Den nu 62-årige amerikanske guitarist Bill Frisell er en original stemme inden for den moderne musik. Udover at spille med en karakteristisk klangskøn og sfærisk guitarlyd står han løbende for fine musikalske idéer og projekter.
Til hans seneste projekter hører albummet "Big Sur", som er en musikalsk hyldest til det naturskønne område Big Sur i Californien. Og det betyder helt konkret ganske smuk og ganske unik musik, absolut varieret og fra ende til anden gennemstrømmet af en umiskendelig lyd af amerikansk historie, landskab, liv og folklore.
Bill Frisell, der omgiver sig med trommer og strygere, har i forbindelse med denne turné samlet en Big Sur Sextet, der rummer violinisterne Jenny Scheinman og Carrie Rodriguez, bratschisten Eyvind Kang, cellisten Hank Roberts og trommeslageren Rudy Royston. Alle fremragende musikere.
Og denne aften på Statens Museum for Kunst fik vi så en levende reproduktion af det fine album. Og var det godt? Ja, selvfølgelig var det det, for musikken er jo god. Men på den anden side, fik vi tilført noget nyt? Nej, og behøver vi så det? Ja, for nu er det jo en koncert, oven i købet på en jazzfestival, og så kan vi da godt forvente i hvert fald et minimum af improvisation eller andet, der giver en følelse af, at netop denne koncert er noget helt særligt.
Men de seks musikere - i hvert fald strygerne - koncentrerede sig fuldt og helt om deres nodelæsning og om korrekt aflevering af det foreliggende materiale. Og elementært sagt, så bestod hver af værkets faser eller satser af en melodisk linje, ofte af folkemusikalsk tilsnit, som blev sendt i rotation, det vil sige ud i nogle ganske indsmigrende gentagelsesforløb. Sådan som man også kender det fra den såkaldte new age musik.
Her var lidt blues, folk, rock, western og filmmusikalske parafraser, og dertil både melankoli, minimalisme og monotoni. Og ind imellem stod Bill Frisell så for nogle fine små ekskursioner på guitaren. Og jo, den lyd - det var da så umiskendeligt Bill Frisell. Men alligevel handlede det på ingen måde om at flytte eller dreje musikken.
I tilgift til Big Sur musikken fik vi så den dejlige filmmelodi "The Shadow of Your Smile" sammenkædet med en gammel popmelodi, som jeg dog ikke umiddelbart kunne sætte titel på. Men det var her, musikken lige løftede sig op over de fastlagte spor for dermed at give lidt stemning af jazzkoncert.
Og ydermere fik vi som ekstranummer en munter gang old-time-fiddle-musik, krydret med let skarpe dissonanser. Det var helt fornøjeligt.
Hvad: Bill Frisell & The Big Sur Sextet
Hvor: Statens Museum for Kunst, lørdag aften
