Man havde det på fornemmelsen på forhånd. Det ville blive vanskeligt. Vanskeligt for de mange musikere på scenen at holde kadencen kørende i fem timer. Og vanskeligt for anmelderen, undertegnede, at holde koncentrationen fokuseret på den musikalitet, der strømmede ud fra scenen på Arena, ikke mindst grundet at det var den sidste koncert under årets festival. Et maratonshow til den lyse morgen. Festivalens sidste lange, seje krampetrækning.
Men det tegnede også til at blive en fantastisk musikalsk fest med omkring 100 musikere fra 22 forskellige lande. Og med Damon Albarn som løs kurator på Africa Express-projektet, ja så glædede man sig overordentligt meget til at hoppe på ekspressen.
Jeg må tilstå, at jeg er en sucker for Albarns charmerende gadedrengesmil. En indikator, der vidner om en sympatisk karakter og en umættelig smag for musikken. Musik i alle dens afskygninger og forklædninger. Musik uden grænser. Uden forbehold. Han har klart været med til at åbne mine ører op for meget fantastisk ikke-vestlig musik. En gateway. I særdeleshed til de afrikanske toner.
Men den (for?) lange seance var også præget af mange og lange pauser undervejs grundet skift på scenen. Punkteringer, der satte en kæp i hjulet på festen flere gange. Og så stak musikken uundgåeligt i rigtig mange retninger. Sådan må det jo være, når så mange forskellige musikere er involveret.
Antiklimatisk punktum
Og så var der også lidt for mange musikalske svinkeærinder. Lidt vel meget pjat og pjank. Som en rappers lallede fortolkning af Joy Divisions »She’s Lost Control« samt Albarns løse ditto af The Clash-klassikeren »Should I Stay Or Should I Go?«. Du skal da endelig blive, Damon. Men mon ikke du har fået lidt rigeligt med fniseurt? Du spankulerede mestendels bare omkring med din melodica. Dansede og havde det for fedt med vennerne.
Men hvad med os andre? Du spillede jo også for os. Det kunne det være lidt svært at mærke af og til. Festen blev nogle gange for intern.
Men højdepunkterne var nu i overtal. Vi fik en fornem fortolkning af den legendariske nigerianske afrobeat-mester Fela Kutis »Lady«. Den britisk-ghanesiske singer/songwriter Kwabs gjorde en rigtig god figur. Det samme gjorde den mauretanske sangerinde Noura Mint Saymali og den senegalesiske kora-troldmand Diabel Cissoko. Og så er det jo altid en fornøjelse at opleve Warren Ellis fra Nick Caves The Bad Seeds boltre sig anarkistisk på violinen.
Så satte Damon sig endelig ned ved tangenterne. Her fik vi Gorillaz-bangeren »Clint Eastwood«, hvor der var masser af musikalsk »sunshine in the bag«.
Afslutningsvis endte den lange seance dog lidt uforløst, da en Roskilde-ansvarlig lukkede festen endegyldigt ned og dermed snød os for det obligatoriske ekstranummer, hvor man havde drømt om at opleve alle musikerne samlet på scenen. Men nej. Lidt antiklimatisk punktum på en så lang musikalsk rejse.
Hvem: Africa Express
Hvor: Roskilde Festival, Arena, lørdag.
Hør Africa Express her:
