Musik til masserne: Depeche Mode triumferede i Parken

Da mørket først fik lagt sig, viste de britiske veteraner, at de stadig mestrer de helt store stadionmesser.

Depeche Mode i Parken Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Man måtte slå en ordentlig bue uden om Nørrebro for at nå frem til Parken onsdag aften. Gaderne var lukket af og skælvede under vægten af ungdommens dansende kroppe til Distortions årlige asfaltbal. I Parken var det en anden tids ungdom, der var samlet for at sætte krop og sind i bevægelse til Depeche Modes elektroniske puls og mørke messe for masserne.

Fire årtier inde i karrieren er gruppen blandt de få, der stadig har sangene og historien til at fylde stadioner op verden over. Men nok så vigtigt er gnisten og glæden ved at stå deroppe og spille sangene for os også stadig intakt, skulle jeg hilse og sige.

Det startede ellers op ad bakke for de britiske veteraner. Da de gik på scenen kl. 20.45 var der stadig rigtig mange, der stod i kø for at komme ind udenfor Parken. Og når lyset samtidig strømmede ind ad sprækkerne i den overdækkede arena og oplyste hele det døde flyhangaragtige rum over publikum, fløj de første par numre afsted uden at efterlade det store indtryk. Refrænet på åbningsnummeret, »Going Backwards«, fra det glimrende nye album, »Spirit«, lød som en ufrivillig tilstandsrapport: »We feel nothing inside / we feel nothing inside«.

Men som mørket lagde sig, og publikum nummer for nummer fik sænket hverdagens parader, begyndte koncerten for alvor at samle sig til den intense seance, man kunne have håbet på. Og så kom følelserne.

I forhold til de ekstravagante udstyrsstykker, der normalt rykker ind i Parken til den her slags megakoncerter, var det et ekstremt minimalistisk setup. Glem alt om fyrværkeri, pyroteknik og konfettikanoner. Glem alt om dansere, svævebaner, vandbassiner, badebolde og gigantiske scener. Depeche Mode var bare Depeche Mode og lod deres sortsvedne electropop og Gahans magnetiske karisma gøre arbejdet.

Den 55-årige forsanger var umulig at tage øjne og ører fra. Med eyeliner, tyndt mustache, tilbagestrøget hår og vest med guldryg lignede han en blanding mellem en lurvet alfons og en elegant toreador. Han slangede sig som en jakal, lavede piruetter som en ballerina, gjorde sig til som en stripper. Men hans flirt med det feminine gjorde ham kun endnu mere maskulin. Og så sang han stadig med kæmpe autoritet, overskud og indlevelse. Han var intens, men også smilende. Så ud som om han stadig nyder det i fulde drag.

Ved hans side stod som altid Martin Gore, der vanen tro også fik sine stjernestunder i front for »A Question of Lust«, »Home« og »Somebody« - koncertens mest nøgne øjeblikke, der på trods af deres banalitet også var blandt aftenens mest elementært rørende.

Fine indslag, men Depeche Mode var selvfølgelig bedst, når maskinerne kørte på alle cylindre, og Dave Gahan prædikede sin smertelige gospel for os.

»In Your Room« var et tidligt højdepunkt, men den sidste time bestod nærmest ikke af andet med sit hårdtpumpede ridt gennem alle klassikerne: »Everything Counts«, »Stripped«, »Enjoy The Silence«, »Never Let Me Down Again«, et smukt cover af Bowies »Heroes«, en afsindigt tung og straffende »I Feel You«. Og så ikke mindst »Personal Jesus«, der afsluttede koncerten i den rene triumf for både band og publikum.

Hvad: Depeche Mode
Hvor: Telia Parken, onsdag

Lyt til setlisten her: