Mørkemanden Cave tordnede igen

Nick Cave & The Bad Seeds var i forrygende form, da de fredag aften spillede den første af to udsolgte koncerter i Falconer Salen.

Nick Cave i Falkoner Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sådan laver de dem ikke længere. Rockstjerner altså. Nick Cave har lige siden de tidlige år i front for The Birthday Party været en af musikkens store enere. En tårnende sangskriver og ekspressiv showman uden lige. Og sådan er det ved Gud stadig her knap 30 år efter, at han stillede sig i front for et af klodens sejeste backingbands The Bad Seeds.

Dette års lavmælt ulmende »Push The Sky Away« viste om noget, at evnen til at skubbe udtrykket i stadig nye og ikke mindre besnærende retninger er fuldt ud intakt. Her var ingen tegn på autopilot men derimod den modne mands stædige insisteren på ikke at give efter for mageligheden og lade sig blænde af det store hvide lys, der vokser for enden af tunnelen. »You’ve got to keep on pushing, push the sky away,« som det lød et sted.

Og det gør Cave så. Både på plade og på scenen, hvor han fredag aften spillede den første af to udsolgte koncerter i Falconer Salen. Omgivet af det ulasteligt klædte The Bad Seeds indtog den 56-årige australske bøh-mand scenen i guldskjorte, kulsort jakkesæt og tilbagestrøget hår. Og fra første sekund holdt han publikum i et jerngreb med sit tordnende sangforedrag og lurvede swagger, der fik ham til at fremstå som en absurd blanding af dunderpræst og alfons fra helvede.

Anført af den Charles Manson-lignende multiinstrumentalist Warren Ellis viste The Bad Seeds sig vanen tror som et uhyre velspillende ensemble med en enestående dynamisk spændvidde. Fra gamle kradsbørstige højdepunkter som »From Her To Eternity« og »Tupelo«, der blev spillet med en rygradsrislende, indædt intensitet, til mere skønhedsmalende stunder som den næsten hviskede satire over den frelste lilleby på »God Is In The House«.

I en klasse for sig

Selvom niveauet gennemgående var tårnhøjt, så virkede det dog indimellem som om, at Cave og The Bad Seeds selv havde det sjovest, når de spillede sig igennem repertoirets mere fandenivoldske numre. Intensiteten faldt i hvert faldt en smule midt i koncerten under en lille håndfuld ballader som »Into Your Arms« og »West Country Girl«. Men det blev hurtigt glemt igen, da bandet snart efter lod koncerten kulminere med morderisk fremragende udlægninger af »The Mercy Seat«, »Stagger Lee« og ikke mindst den uudgrundeligt smukke »Push The Sky Away«.

De fire ekstranumre var dog en noget blandet fornøjelse efter den stærke afslutning på det regulære sæt. Hverken bassist Martyn Casey eller Warren Ellis bag klaveret syntes at kunne ramme backingtracket ordentlig på »We Real Cool«, mens den efterfølgende »Breathless« grundlæggende ikke er blandt Caves mest ophidsende kompositioner. Nej, så var det langt sjovere at overvære hovedpersonen hive et par lykkelige unge fans op på scenen til dans og alfaderlige kram under den herlige »Papa Won’t Leave You Henry«.

På trods af de minimale skønhedsfejl undervejs, så understregede Cave og Co. med al tydelighed, at de stadig er i en klasse for sig på en scene. Og da mørkemanden foran et udsolgt Falconer gentagende gange messede »Do You Love Me?« under sangen af samme navn, antog spørgsmålet en rent retorisk karakter.

For selvfølgelig gjorde vi det.

Hvad: Nick Cave & The Bad Seeds Hvor: Falconer Salen, fredag

Lyt til hele sætlisten her