Folk har lyttet til den i op mod 90 år.
Danset til den, kysset deres udkårne til den, brugt den i mere eller mindre kulørte film.
»Boléro« er en succes uden sidestykke. Franske Maurice Ravels mesterværk hører faktisk til de mest kendte stykker klassisk musik overhovedet.
Og den er måske derfor blevet genstand for en ophedet debat i franske medier. For ingen i EU kan længere tjene penge på rettig-hederne til det populære stykke med lilletrommen og de mægtige drøn. Mesterstykket har de seneste par uger været fælleseje og derfor kunnet spilles uden særlige afgifter. Til stor ærgrelse for dem, der levede af Ravels festlige toner. Og åbenbart levede godt.
Ravel skabte »Boléro« til en forestilling med premiere den 22. november 1928 og døde af en hjernelidelse 28. december 1937. Så hvis man går efter de traditionelle 70 år med copyright indenfor EU, finder man ingen oplagt skæringsdato lige nu. Det skyldes en særlig passus i fransk lov: Hvis et værk er skrevet i perioden fra 1921 til 1947, kan ophavsmandens arvinger forlænge rettighederne med nøjagtig otte år og 120 dage.
Spilles hele tiden
Hvilket de indlysende nok har gjort. Lige så skandaløst stykket var i mellemkrigstiden, lige så populært er det blevet med årene. »Boléro« bliver faktisk sat i gang hvert tiende minut døgnet rundt.
Og da musikken varer godt og vel et kvarter, er matematikken ret nem: Et orkester sidder lige nu og spiller »Boléro« et eller andet sted på kloden.
Succesen har ifølge et estimat udløst 50 mio. euro eller godt 370 mio. kr. siden 1960. Hvortil skal lægges indtægterne fra Ravels øvrige mesterstykker. En ret pæn række. »Boléro« alene har med andre ord kastet godt seks mio. kr. af sig hvert eneste år. Værd at kæmpe for, synes arvingerne.
Sagens komplikation ligger i de uklare forhold omkring Ravels bo.
Komponisten nærede en dyb kærlighed til musik og racekatte – og så vidt vides intet andet. Han giftede sig aldrig og fik ingen børn. Rettighederne overgik derfor til broderen Edouard Ravel efter hans død.
Edouard gjorde Maurices hus i nordfranske Montfort-l’Amaury til museum. Så vidt, så godt. Men Edouard kom i 1954 ud for en trafikulykke og blev afhængig af hjælp fra ægteparret Jeanne og Alexander Taverne. Hun som hans sygeplejerske. Han som chauffør.
Edouard blev snart efter enkemand og ville donere 80 pct. af indtægterne til Paris’ kommune, men ændrede mening i sidste sekund og gav hver eneste centime til Jeanne Taverne personligt. Af grunde, ingen aner noget om – men som alle har gættet på.
Underholdningsværdi
Ravels fjernere slægtninge røg nu helt op i det røde felt. De anklagede Taverne for bonde-fangeri og simpelt tyveri. Og tabte den celebre sag.
Og hvad der med ét gjorde historien helt uudholdelig var Jeannes død i 1964. Hendes mand, Alexander, arvede rettighederne og 36 millioner francs. En god slat for den tidligere minearbejder. Hvorpå han allierede sig med en privatpraksiserende advokat, der lige havde forladt en offentlig stilling – nemlig som rådgiver i det franske svar på Koda!
Mistanker om urent tav føg frem og tilbage de næste år. Jo nærmere man kom skæringsdatoen 1. maj 2016, desto mere blev tonen skærpet.
Arvingernes seneste træk var så at bøje sandheden ud over det tålelige: »Boléro« blev slet ikke skabt af Maurice Ravel alene, hævder de – men af Maurice og Edouard i fælleskab. Hviket ville forlænge ophavsretten til 70 år plus otte år plus 120 dage efter broderens død i 1960. Altså til midten af år 2039.
Men de franske myndigheder har nu sat endegyldigt stop for parternes uværdige skænderi og givet »Boléro« fri. Kun amerikanske orkestre må betale frem til år 2024. Alle andre har siden 1. maj fået det gratis.
