Mew - vellyd og effektjageri

Trioens sange stod knivskarpt i Operaen, hvor de gennemmusikalske bestræbelser blandede sig med scenografisk lirumlarum.

Jonas Bjerre sang lyst og let i Operaen, men det var trommeslager Silas Graae, som for alvor imponerende med sine Gatling-tordnende eksplosioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Weng
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»R-r-r-a-a-p-y-y-h.«

En dyb, raspet snorken runger i højttaleranlægget, mens en herre i kjole og hvidt træder op på scenen og svinger dirigentstokken for dyrene, som spiller violin og trompet på det enorme bagtæppe.

Så excentrisk åbner Mew deres koncert i Operaen, hvor hvert et sæde er besat, og hvor anledningen er »Eggs Are Funny« - bandets nyligt udsendte samling af egne favoritter fra bagkataloget samt et enkelt nyt nummer.

Det er da også netop »Do You Love It?« som sætter skred i sætlisten. Så langt fra en af trioens bedste kompositioner, men bas, guitarer, trommer og tangenter står ikke desto mindre knivskarpt i salens rødt glødende indre.

Herefter kører Jonas Bjerres animationsfilm videre bag Mew, og mens man atter engang undrer sig over, hvad det dog er med den pæne unge mand og de mange kattehoveder, rævemasker og porcelænsdukker, så spiller bandet sig igennem et show, som byder på talrige højdepunkter og enkelte svipsere af såvel musikalsk som showmæssig karakter.

Fyren, som står på et lille podie og danser til sangene, er således mere komisk end egentlig cool, og Jonas Bjerres ferske solooptræden med »Snowflake« viser, hvor begrænset hans lyse vokal reelt er.

Suveræn Silas

Men Mew har en forrygende samling sange at trække på og forløser flere af dem på både kraftfuld og smittende vis.

»Introducing Palace Players« lyder som en art dekonstrueret funk, og her demonstrerer Bo Madsen sin originale, lettere rudimentære guitarstil, og i »Am I Wry? No« viser trommeslager Silas Graae med sine Gatling-tordnende eksplosioner, at han er og bliver Mews hemmelige våben.

Stærkt står også »Comforting Sounds«, hvor Mew med lyrisk nænsomhed spiller sig frem til den store smukt svungne og himmelstræbende finale.

Og måske skulle de – som så ofte før – have lukket med den i stedet for at gå efter den scenografiske effekt, der får lov at sætte punktum for aftenen.

Her glider tæppet op, og den store bagscene åbenbarer sig i lyset fra et hav af projektører, som skærer sig igennem bølgende teaterrøg. Så begynder scenen at rotere, og tre ukendte mænd i hvidt toner frem, mens mindelser om Kliche og Kraftwerk toner frem.

Men så er det slut. Uden videre. En lidt sær og abrupt afslutning på en aften med mange stærke sange – og lidt for mange unødvendige udvendigheder.