60 Minutes-festivalens koncept er interessant. Det går i sin enkelhed ud på, at man tager 45 klassiske musikere i absolut verdensklasse fra et af landets dygtigste symfoniorkestere og parrer dem op i et unikt samarbejde med en navnkundig kunstner fra den danske pop- eller rockscene. Et musikalsk stævnemøde mellem rytmisk og klassisk.
Jeg har ved tidligere lejligheder hørt hvordan dette sammenstød kan resultere i en smuk synergi. Her har jeg fx oplevet Love Shop og Den Sorte Skole imponere med disse dygtige musikere i ryggen. Det kan virkelig give et band ekstra vingefang og grandeur at addere strygere, blæsere og slagtøj.
Men det er samtidig også en balanceakt, der handler om mådehold. Om at beherske hvordan de symfoniske virkemidler sættes i spil, så de får den ønskede effekt. Om ikke at overdosere det storladne schwung som symfoniorkesteret tilfører, så det får den slagside, at pop- eller rockbandet drukner.
Den tanke poppede op flere gange, da jeg overværede den første af torsdagens to koncerter hvor Mew optrådte med musikere fra Copenhagen Phil. At det garvede Hellerup-band druknede lidt i de klassiske musikeres smukke lyd. Den lå ellers lige til højrebenet, da rockbandets progressive og storladne lyd ofte er symfonisk i sin egen ret. Men Mew virkede underligt intimiderede over det store orkesters tilstedeværelse. Som om de følte sig overmatchede. Hensat til at spille biroller i udlægningen af deres eget sangkatalog.
Bassist Johan Wohlert og den ellers så opfindsomme trommeslager Silas Graae havde begge mange lange pauser undervejs, hvor de bare sad og lyttede med. Som bænkevarmere, der venter på at få spilletid. Først på aftenens andet nummer, den bølgende »Satelites«, fik de lov at lege diskret og tilbageholdende med. Men kun indtil de igen kunne tage en længere siesta og lade strygere, fløjter og messingblæsere holde fortet.
Ofte fremstod det som om det var Copenhagen Phil der fortolkede Mews sange med Jonas Bjerre som vokalist, snarere end man fik indtryk af et ligeværdigt samspil mellem det rytmiske og det klassiske.
Samtidig var det måske heller ikke de stærkeste sange fra kataloget, som man havde valgt ud til projektet. For eksempel lød den over 10 minutter lange »Rows« mere hektisk end episk. Mew blev blæst totalt væk af symfoniorkesterets smukke lydmyriader. Her stod Jonas Bjerre og lignede en kysk Sankt Annæ-kordreng, der ikke vidste hvad der ramte ham. Jeg savnede nogle af bandets mere rockede ting, som måske kunne have givet mere modspil til de sublime klassiske musikere upåklagelige bidrag.
Først med den sammenflettede treenighed: »Louise Louisa«, »An Envoy To The Open Fields« og »White Lips Kissed«, hvor Graae demonstrerede momentvis lidt af sin aparte vildskab bag tønderne, begyndte Mew at vise tænder. Blot for efterfølgende i den nye single »Carry Me To Safety« atter at lægge musikken i hænderne på deres klassiske legekammerater.
Så da Bjerre på det obligatoriske afslutningsnummer »Comforting Sounds« sang »I don’t feel allright / in spite of these comforting sounds you make« klingende det med en vis sandhed. Mew lød perplekse. Her var det Copenhagen Phil, der ubestridt var aftenens stjerner.
Hvem: 60 Minutes of Mew m. Copenhagen Phil
Hvor: Konservatoriets Koncertsal, torsdag.
Hør sætlisten her:
