Lørdag aften skulle vise sig at blive en historisk aften. I hvert fald i Den Store Fortælling om Mew. Ikke fordi selve koncerten på Northsides Green Stage var helt uovertruffen. Den var ganske fin, bevares. Men fordi den populære danske rocktrio startede koncerten med at annoncere, at de igen var blevet en kvartet. Den oprindelige bassist og barndomsven Johan Wohlert var efter otte års fravær tilbage i folden.
Og at dømme ud fra de brede smil rundt omkring på scenen – og ikke mindst Wohlerts egen gentagende insisteren på, hvor stort et øjeblik det var – var koncerten noget, den gamle firebande havde glædet sig ualmindelig meget til. Selvom Mew musikalsk har klaret sig ganske fint i hans fravær, var hans genkomst på mange måder som at se et billede blive fuldendt.
Og hvordan fejrede de det så? Jo, såmænd ved mest af alt at spille sig flot og fyldigt gennem det klassiske Mew-repertoire. Som immervæk indeholder nogle af nyere dansk rockmusiks mest elskede sange. I hvert fald at dømme ud fra publikum i Ådalen, der høj som lav, ung som gammel, skrålede med på hårdtslående, komplekse og stadig enormt iørefaldende sange som »Snow Brigade«, »Special« og »Zookeeper’s Boy«.
Tre nye numre fra den kommende plade blev det også til. Her mødtes Mews drømmepop bl.a. med nogle næsten metalagtige riffs fra den rullekraveklædte guitarist Bo Madsen og højtstræbende melodimageri fra forsanger Jonas Bjerre. Nyt men stadig helt i bandets ånd. Men som altid med Mew er det nok en god idé at vente til pladen kommer, før vi kaster den endelige dom.
Et nyt kapitel
Men det var så også, hvad bandet tillod sig selv at udfordre publikum denne aften. Og det var egentlig ret godt set af Mew. Northside er bare ikke stedet, man spiller en helt ny plade fra ende til anden, som ingen endnu har hørt. Noget de ellers gjorde en sen nattestund på Roskilde Festival tilbage i 2005 med deres storværk »…And The Glass Handed Kites«.
I stedet fik vi afslutningsvis en forudsigelig men ikke desto mindre forrygende tretrinsraket bestående af »Am I Wry? No«, »156« og den episke festivallukker over dem alle: »Comforting Sounds«. Hvis man nogensinde har kunnet tale om 00’er-nostalgi, var det altså her.
Mew var med andre ord et stensikkert kort, der ramte lige ned i Northside-målgruppen. Der var fællessang over hele linjen. Og Mew takkede for gæstfriheden ved at tilføje et nyt kapitel til deres egen historie. Og nok en del andres også. Jeg så i hvert fald en tåre eller to trille derude.
Hvad: Mew
Hvor: Northside Festival, lørdag
