Mew skinnede i nye og simplere stunder

Den danske gruppe var mest interessante når de udfordrede deres etablerede styrker med pop og funk afstikkere på Orange fredag nat.

Mew på Orange scene, Roskilde Festival 2015, fredag nat d. 3 juli Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som den danske gruppe Mew jagede og tordnende gennem deres første tre numre af på Orange, skulle man tro en flok helvedeshunde snappede efter dem. Om det var Bo Madsens nylige exit efter tyve år som gruppens guitarist, der fik Mew til at tonse afsted er ikke til at vide.

Måske ville de bare begynde koncerten med et brag. Helt forståeligt, men »Witness« mistede lidt af sødmen ved det himmelstræbende omkvæd og »Special« af sin knoklede charme på at blive fyret så hurtigt og intenst af.

Mew gjorde mere klar til det eksplosive omkvæd på »Satellites« med en længere intro hvor Doctor Watts’ harpe-synth og guitarist Mads Wegners bølgende reverb glimtede om kap med det træ-formede lysspil i baggrunden.

Først med »The Zookeeper’s Boy« og dets yndige, lyse spørgsmål »Are you, my lady, are you?«, indtraf et pusterum. Ofte var det også mere interessant at høre Mew holde lidt igen og bevæge sig i retning af opstemt pop snarere end indviklet prog-rock.

Fandt nye styrker

På »Beach« spillede de med en næsten disco-inspireret lethed, mens »My Complications« lød som Mew der legede med den udskældte pop-punk genre. Måske fordi man i forvejen kender gruppens kombination af de buldrende, hårdt rockende guitar, bas og trommer med forsangers Jonas Bjerres falset-vokal og perlende synthesizere, var det positivt at høre Mew afvige fra den.

Med »Water Slides« og »Clinging to a Bad Dream« tilnærmede sig grooves, der satte fin kontrast til de mere stammende rytmer på kendinge som »Snow Brigade« og »Am I Wry? No«. Især Johan Wohlerts gummiagtige bas og den metalliske percussion fra Silas Utke Graae Jørgensen på »Clinging to a Bad Dream« fik én til at føle at her var noget nyt på færde hos Mew.

Dermed ikke sagt, at gruppen ikke trak på deres mere velkendte styrker. Det lignede en markering af Mews uformindskede lyst til at komponere strukturelt ambitiøse værker, at de valgte at lægge deres nyeste opus »Rows« fra »+/-« inden den ældre men ikke mindre cinematisk fejende afslutter »Comforting Sounds«.

Hvem: Mew
Hvor: Roskilde Festival, Orange, fredag