»Verdens bedste liveband. De er ekstremt vanskelige at sætte i bås«. Sådan præsenterede konferencieren de amerikanske prog-metallere Mastodon. Tungtvejende udsagn.
Særligt førstnævnte proklamation formåede kvartetten dog på ingen måde at leve op til. Hertil var de alt for meget ramt af forudsigelighed, ærgerlige tekniske omstændigheder samt et lidt for slattent energiniveau. Særligt i den første halvdel af den halvanden time lange seance.
Og når omstændighederne er således, ja så er det jo fløjtende ligegyldigt hvorvidt musikken er svær at putte i kasse eller ej. Skidt er skidt. Kanel er kanel.
Tilforladelig thinking man's metal
På mange måder er Mastondons bastante og sludge-gumpetunge thinking man’s metal tilforladelig. Det er så som så med det diabolske. Her er ingen gutteral growlen. Ingen kirkeafbrændinger, jomfruofringer eller middelalderlige sataniske ritualer. Igen ondskab. Desværre. Mastodon er metal til Pitchfork og Café Latte-segmentet. Lidt for pænt, dygtigt og kløgtigt.
Ja, faktisk ligner de fire amerikanere, på trods af halstatoveringer og gedeskæg, mere en flok øko-baristaer fra en Vesterbro’sk kaffebar, end nogle af satans værste disciple. Paradoksalt nok har medlemmerne netop optrådt som barbariske wildlings i HBO's fantasy-hitserie Game of Thrones.
Man skulle nærmere tro, de netop var vendt hjem efter to års dannelsessejllads med Troels Kløvedal på Nordkaperen. Ikke meget (menneske)blod på tænderne.
Mastodon-medlemmerne er sindssygt kompetente musikanter. Trommeslager Brann Dailor tæskede løs og lod maskingeværs-dobbeltpedalen buldre militaristisk. Den langskæggede bassist Troy Sanders og de to guitarister Brent Hinds og Bill Kelliher skiftedes om at synge. Men måske er de lidt for gode? I hvert fald savnede man langt hen ad vejen lidt mere interessante knaster i udtrykket. De gode riffs stod ikke just i kø. Metaltrætte mastodonter.
Revanche til slut
Bedre blev det bestemt ikke af, at lyden forsvandt totalt i »Chimes At Midnight«. Det lod dog ikke til at bandet opdagede det straks. De spillede ufortrødent videre. Flere blandt publikum stod og signalerede time out op til de fire uheldige helte på scenen. Man kunne intet høre. Sammenlagt var lyden vel fraværende i 6-7 minutter. Den slags uheld kan jo flænse selv den bedste koncert i småstykker. Og det gjorde det delvist.
Først mod slutningen fandt firkløveret sporet. Numre som »Ember City«, »Megalodon« og »Crystal Skull« leverede de soniske frontalangreb man havde stået og ventet længe på. En nogenlunde revanche på en slap start. Men på daværende tidspunkt havde man allerede ventet lidt for længe.
Hvem: Mastodon
Hvor: Roskilde Festival, Arena, torsdag.
Hør Mastodons nyeste album »Once More 'Round The Sun« her:
