I tresserne swingede London, i firserne fusionerede guitarbands med dansemusikken i Manchester og i den første halvdel af halvfemserne rockede Seattle, i nullerne var det Brooklyn. Til alle tider har der været et arnested for rocken. En stil, en lyd, en attitude, en hovedkilde.
Bedst som grungemusikken med Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden, Alice In Chains m.fl. havde erobret hele verden, begik Nirvana-ikonet Kurt Cobain selvmord i 1994, og derfra smuldrede det hele. En ulykkelig, men også spændende tid, for hvad ville der komme ud af det frodige Seattle-miljøet bagefter? Uanset, så ville Ben Bridwell være en del af det. Han flyttede til byen, spillede i forskellige sammenhænge og kom ingen vegne!
Hjemmevant i Danmark
Den forhistorie glemmer man let denne råkolde lørdag aften, hvor termometeret nærmer sig de minus ti grader på Carlsbergs arealer på Vesterbro. Indenfor i Tap1 glemmes kulden dog hurtigt blandt de mere end 5.000 publikummer, der er kommet for at høre Band Of Horses.
Scenariet er smukt, og for Bridwell en gigantisk kontrast til de små, lurvede barer, der engang var hans hjemmebane i Seattle. Men han føler sig efterhånden også hjemmevant i Danmark, hvor Band Of Horses i de seneste år har været forbi både to- og tre gange årligt. Der er snart sagt ikke en sal i hovedstaden, som femkløveret ikke har spillet i. Og hele tiden er det blevet større, ganske langsomt som danskerne har fået ørene op for denne til tider helt vidunderlige cocktail af westcoastrock, alternative og country sat i scene gennem smukke melodier, der både har kravlet op ad hitlisterne og huseret i store reklamekampagner for bl.a. Ford.
God musik kan ikke holdes nede
Band Of Horses er arketype-eksemplet på, at den gode musik ikke kan holdes nede. At man ikke behøver ligne filmstjerner, eller té sig af rockens parodiske håndbog endsige pakke sine koncerter ind i staffage. Dem fem ligner de venlige og sympatiske bonderøve, de er. Præcis som de fleste af alle os i salen. Jeg lyver heller ikke, hvis jeg skriver, at Neil Young, The Eagles, Pavement og Mercury Rev knuselsker Band of Horses.
Den lille starut Ben Bridwell behøvede blot at vise sig på scenen, før stemningen blandt de 20-60 årige i den gamle tapperihal steg til saunaniveau. Og den blev ikke mindre i takt med, at han komplimenterede sit danske publikum og priste vores hovedstad for altid at tage så godt imod.
Der skulle dog gå fire numre før Band Of Horses første gang i "Factory" eksekverede et af deres fineste varemærker, nemlig en underskøn blanding af det intime og storladne båret på vingerne af en svævende popmelodi. Pludselig stod tiden stille, og over alt hvor man kikkede hen, blev man mødt af brede smil, rytmiske nakker og vippende fødder. Her var der plads til Bridwells lyse vokal, plads til nuancer og stemning. Men glæden var kort.
Under pladeniveau
I løbet af den første spille time var der "kun" tre af den slags højdepunkter. Resten var småordinære, buldrende rocknumre, som blev spillet under det niveau, vi kender fra pladeversionerne. Ydermere blev Bridwells vokal spillet omkuld af den massive lydmur. Man fik simpelthen lyst til at skælde ud og råbe stop! Kalde på sårbarheden og skrige efter desperationen, efter alle de fine elementer der gør Band Of Horses til et af rockens mest charmerende bands nu til dags.
Heldigvis kom Band of Horses os i møde med Neil Young-rockeren "Laredo", kærestesangen "No Ones Gonna Love You" og den sært vidunderlige "The Funeral". Fantastiske sange. Præcis som finalen "Is There A Ghost", under hvilken man næsten ikke kunne være i sin egen krop af bar følelseskaos.
Så mange var momenterne af ren og skær kunstnerisk mesterklasse og storhed. Men de var for få i løbet af godt syv kvarters spilletid. Alt for få.
Band Of Horses lørdag i Tap1
