Mere forberedelse, tak

Selv en mesterpianist som Enrico Pieranunzi kan stå for en kedelig koncert

Når nu jazz adskiller sig fra så mange andre genrer ved sin her-og-nu-kreativitet, kan man da godt undre sig over, at en af Europas betydeligste jazzmusikere, den 62-årige italienske pianist Enrico Pieranunzi, kan sætte sig selv i en så fastlåst situation. Denne koncert kommer nemlig stort set til at handle om at promovere en ny plade, kaldet »Permutation«, som italieneren har indspillet med egne værker og med sine to nye makkere, den 48-årige amerikanske bassist Scott Colley og den 40-årige mexicanske trommeslager Antonio Sanchez.

Den slags bør jo i realiteten slet ikke udelukke kreativitet, men når nu trioen er taget ud på en længere plade-præsentations-turné igennem Europa, så burde musikerne vel have forberedt sig lidt bedre. Jeg mener, hvad skal vi med al den nodelæsning på scenen? Det virker jo mildt sagt klaustrofobisk.

Første afdeling begynder som lidt af en katastrofe med Scott Colleys ubehageligt buldrende bas, og selv om der hen ad vejen kommer mere styr på lyden, så kommer der aldrig balance musikerne imellem, og det bliver til en halv times ret uinteressant musiceren.

Anden del er bedre. Også lydmæssigt. Måske fordi jeg har sat mig længere tilbage i salen, men nok også fordi repertoiret bliver lidt mere nuanceret, og Enrico Pieranunzi lige får vist, hvem han er.

Jo, det er godt at høre hans fantasiske håndelag og hans opfindsomme og originale tonerækker, og mens Scott Colley bibeholder sin status som den kedelige mand i midten, bliver der slået rigtigt mange gode gnister i dialogerne mellem Enrico Pieranunzi og Antonio Sanchez.

Der bliver også plads til den totalt gennemkomponerede ballade »Within The House of Night«, som er meget romantisk, men som med sine mange klichéer også løber lidt ud i sandet. Heldigvis sker der så sandelig noget i den afsluttende »The Point At Issue«, en basal uptempo-blues, hvor det hele kører, som det skal på kunstnerisk og kreativt højniveau. Men det er bare for sent.

Som ekstranummer spiller Enrico Pieranunzi en fantasi over musik af sin navnkundige landsmand, barokkomponisten Domenico Scarlatti . Det er lige så forrygende, som resten af koncerten burde have været.