McCartney indtog Roskilde for fuld musik

Roskilde Festival. Klassikerne stod i kø, da Paul McCartney lørdag aften gav en musikalsk historielektion på Orange Scene.

Roskildefestival2015. Paul McCartney på Orange. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lørdag aften blev endnu et vægtigt kapitel føjet til Roskilde Festivals historie, da Paul McCartney trådte op på Orange Scene. Det er første gang nogensinde, at et tidligere Beatles-medlem har spillet på Dyrskuepladsen. For en festival, der gennem mange år har haft tradition for at booke nogle af musikhistoriens største nulevende legender, bliver det vel næppe meget større.

Det store spørgsmål før koncerten var dog, om Paul McCartney stadig ville være i stand til at levere varen. Storhedstiden med The Beatles ligger godt 50 år tilbage i tiden, og med sine efterhånden 73 år er han ikke ligefrem en årsunge længere.

Omvendt må man sige, at han har været inde i en god stime i den seneste tid. Hans 2013-album »New« er noget af det bedste fra hans hånd i mange år, og lige for tiden hitter han stort med et nummer, som han har lavet sammen Rihanna og Kanye West. På den måde har Roskildes timing alligevel været ret god.

Men lad os nu bare være ærlige: Vi var ikke kommet for at høre det nye. Og vi var heller ikke kommet for at høre Paul McCartneys solomateriale. Eller Wings for den sags skyld. Vi var kommet for at høre ham dykke ned i Beatles’ store sangskat. Denne nærmest uudtømmelige guldgrube af popmusikalske klassikere, der har betydet så meget for så mange. Generation efter generation.

 

Vaklende start

Men det var som om, at Paul McCartney ikke selv havde fået hele memoet. I hvert fald ikke i koncertens første time, hvor han ganske vist gav os en række fornemme Beatles-sange som »Good Day Sunshine« og »Paperback Writer«, men også trak os igennem mindre ophidsende solo-sager som »My Valentine« og den sære sjældenhed »Temporary Secretary«.

Det var i det hele taget en lidt vaklende start. For det første var lydniveauet lige lovlig lavt, og for det andet var Paul McCartneys stemme tydeligvis ikke, hvad den har været. Han ramte uden problemer tonerne, men der manglede både power og klang i hans før så gyldne tenor.

Men efterhånden som koncerten skred frem, kom der dog både mere styr på lydniveauet og stemmen. Og nogle af de mere stille sange som »The Long And Winding Road« og »Blackbird« blev bestemt ikke værre af at blive sunget med den aldrende mands mere skrøbelige stemme.

 

Satte gang i hitparaden

Der var i det hele taget en del anslag til noget rigtig godt i koncertens første halvanden times tid. Både McCartney og hans fire medmusikanter spillede glimrende. Og som han konstant skiftede rundt mellem sin karakteristiske Höfner-bas, el- og akustiske guitarer og tangenter kunne ingen være i tvivl om hans store musikalske begavelse.

Det var dog først, da han endelig kastede sig helhjertet ud i den helt store Beatles-hitparade, at koncerten for alvor løftede sig til det niveau, man på forhånd kunne have håbet på. Men så kom de også som perler på en snor:  Den struttende »Lady Madonna«, det melodiske mesterstykke »Eleanor Rigby«, George Harrisons »Something« og fjollede bagatel »Ob-La-Di, Ob-La-Da«, der her fik hele pladsen til at skråle med.

Wings-sangen »Band On The Run« fandt også fortjent vej ind her, inden McCartney introducerede »Back In The U.S.S.R« med en fin lille anekdote om dengang, The Beatles spillede på Den Røde Plads, og den sovjetiske forsvarsminister fortalte ham, at han havde lært af tale engelsk ved at lytte til The Beatles. Ja, hvorfor ikke? God musik kender ingen grænser.

I det hele taget viste Paul McCartney sig som en rigtig hyggeonkel, der gerne fjollede lidt uforpligtende rundt på scenen mellem numrene og prøvede sig frem på gebrokkent dansk. Kant var der ikke meget af. Det lod han vist Lennon om i gamle dage.

 

Skelsættende medley

Til gengæld var der masser af god håndspillet musik. Efter to timer var vi ved at nærme os vejs ende på det ordinære sæt, der blev lukket med en lidt forudsigelig »Let It Be«, inden ild og bragende fyrværkeri lyste nattehimlen op under »Live And Let Die« og hele pladsen stemte i på na-na-na-na-stykket på »Hey Jude«.

Der kunne det for så vidt godt have sluttet. Men McCartney valgte at fortsætte den musikalske historielektion med et sæt ekstranumre, der kulminerede i en suveræn sekvens bestående af »Can’t Buy Me Love«, »Helter Skelter« og endelig det medley, der ikke bare lukkede »Abbey Road«-pladen, men også The Beatles som sådan: »Golden Slumbers«, »Carry That Weight« og »The End«.

En mere passende afslutning er svær at komme på. Det var virkelig godt. Og det markerede på fornemmeste vis enden på to timer og fyrre minutters McCartney-koncert, der på godt nok startede lidt vaklende, men som senere udviklede sig til en helt suveræn musikalsk oplevelse. For unge og gamle. Og alle dem midtimellem.

 

Hvad: Paul McCartney
Hvor: Orange Scene, Roskilde Festival, lørdag

 

Det spillede han:

Magical Mystery Tour

Save Us

Got To Get You Into My Life

Good Day Sunshine

Temporary Secretary

Let Me Roll It

Foxy Lady

Paperback Writer

My Valentine

Nineteen Hundred And Eighty Nine

The Long And Winding Road

Maybe I’m Amazed

I’ve Just Seen A Face

We Can Work It Out

Another Day

Hope For The Future

And I Love Her

Blackbird

Here Today

New

Queenie Eye

Lady Madonna

All Together Now

Lovely Rita

Eleanor Rigby

For The Benefit Of Mr. Kite

Something

Obla-Di-Obla-Da

Band On The Run

Back In The USSR

Let It Be

Live And Let Die

Hey Jude

Ekstra:

Another Girl

Hi, Hi, Hi

Cant Buy Me Love

Helter Skelter

Golden Slumbers

Carry That Weight

The End