Det er måske lettere at forestille sig at føre lange, rødvins-assisterede samtaler snarere end at føre en dans med den danske sangskriver Marie Key. Men på sit seneste album »Tænker Du Vi Danser« er hun trippet forsigtigt i en mere dansabel retning. Færre stille, guitarbårne sange og flere electro-poppede perler.
Og det var da også når Key holdt tempoet og fokuserede på dansen, at hun klarede det intimiderende Orange-job bedst. Det var helt på sin plads, at hun introducerede »Dans« ved at byde publikum op med sin hjemmestrikkede koregrafi, der blandede Madonnas firkants-moves fra »Vogue«-videoen og en art Matrix-inspireret slow-motion limbo og »Thomas Helmig sjasé«.
Nej, det var bestemt ikke et spontant udbrud af kropslig udtryksfuldhed, men den korte koregrafi matchede tekstens empatiske forståelse for bænkevarmerne, hvis første indskydelse er at dekonstruere (»Giver det overhovedet mening at danse?« spurgte Key. »Ja«, bekræftede publikum) frem for at kridte skoene.
Det storladne og det sofistiskede
Sangens snert af det industrielle med et bankende beat og kolde, synths gav tyngde til Keys luftige vokal. Det lykkedes dog også Key og co. at få publikum til at danse uden instruktioner, da de spillede »Landet«, Keys godmodige prik til dansk selvtilstrækkelighed, der blev leveret over varme, vuggende dancehall rytmer.
Når bandet tilføjede bombast blev det også nemmere for Keys’ sofistikerede popsange at nå ud. På »Hjerte Der Banker« blæste Andreas ‘Maskinen’ Sommer triumferende synth-fanfarer, som Keys næsten rappende vokal stod godt til.
Trommeslager Mads Andersen og percussionis Hans Hvidberg fik lov at styre showet med soli på »Ryg Mod Ryg«, hvorpå Key kortvarigt trængte igennem med en ætsende besked til en rival, der vil stjæle »Det mest dyrebare jeg har / og du er endda fucking straight, din nar«.
Et lille vigtigt afbræk fra en kunstner, der i sine tekster ofte udviser forståelse for og indlevelse i sine medmenneskers prøvelser.
Mistede momentum med ballader
Modsat disse mere slagkraftige sange var Keys akustiske guitar solo-set på scenen med »Let Som En Fjer« og »Skagen« lidt for anti-klimatiske, deres fine, finurlige tekster til trods. Sangerinden introducerede »Skagen«s kærlige portræt af sin afdøde far med en bemærkning om, at han engang var forbudt adgang til tre ud af fire af byens supermarkeder på grund af hans temperament.
Når hun snakkede til publikum fandt Key sin forsigtige entertainer frem, hvad enten det var faderens brok over Faktas falske slogan eller hendes fascination af hjerteknuseren Burhan G hun fortalte om.
Derfor var det også ærgerligt, at hun og bandet indimellem smed deres momentum væk ved at følge bragende op numre med mere slukørede sager som »Fryser Med Dig« og »Et Aftalt Spil«.
At L.O.C. sluttede sig til Key på scenen under coveret af rapperens »Elsk Mig Nu« var ikke så overraskende, men mere skuffende var det at sangerinden egentlig ikke ændrede synderligt på originalens arrangementet med spartanske guitarakkorder og tørre trommer. O’Connors flow smittede dog tydeligvis af på Key, der slog krøller på sin raps rytme under endnu et cover af rapperens »Langt Ude«.
Selvom L.O.C.s gæsteoptræden dryssede lidt stjernestøv over en koncert med en noget mere afdæmpet performer havde jeg hellere set, at Key tog sit eget underholdende tilløb til fuldblods-entertainer lidt længere ud.
Hvem: Marie Key
Hvor: Roskilde Festival, Orange, fredag
