Blandt koncertrækker på den igangværende jazzfestival finder man den, der hedder "The Sound of New Orleans". Her bliver der fokuseret på jazzens fødeby, som altid har kunnet byde på livskraftig musik og på fremragende musikere, heriblandt den nu 52-årige saxofonist Branford Marsalis.
Tirsdag aften mødte han op med sin efterhånden mangeårige kvartet, og der skulle ikke meget blæs til på sopransaxofonen, før han fastslog sin status og sit format. Det var uptempo, og det var fuld skrue, og imponerende var det, hvordan Branford Marsalis bare kunne blive ved med at udbygge og overbygge sine tætte tonerækker, uden at løbe ud i ren opvisning eller utidig tomgang.
Som prominent New Orleans musiker kender Branford Marsalis hele jazzens historie, og han kan når som helst hoppe ind i epoker og stilarter og levere varen med autoritet og personlighed. Her var vi overvejende i det moderne bebop-prægede univers, som dog også inkluderede sejt swing, blød ballade og funky funk. Og selv om Branford Marsalis viste sig som en klangens mester på sopransaxofonen, så gjorde det da godt, når han greb tenorsaxofonen.
Det var her, hans spil for alvor rummede jazzens historie, og hvor han trak tråde fra mestre som Don Byas, Zoot Sims og Sonny Rollins, uden at give slip på sin egen identitet. Og i den relativt lange koncert var mange og lange soli, ja, undertiden lidt for lange, hvilket dog primært var et problem, når Marsalis' ledsagere tog over.
Helt klar er pianisten Joey Calderazzo en mesterlig musiker, men han kunne alligevel jævnligt forfalde til klichéer, og så havde bassisten Eric Revis svært ved at holde det kreative intensitetsniveau, som vi her i København er vant til hos en lang række af vore lokale bassister.
Til gengæld var trommeslageren Justin Faulkner et godt bekendtskab. På sin vis spillede han meget voldsomt, men på den anden side var han hele tiden inde i musikken, og ikke mindst indgik han i talrige befordrende dialoger med sin kapelmester.
Og så fik koncerten lige lidt ekstra pift i aftenens to ekstranumre. Først Thelonious Monks hårdtswingende blues "Straight No Chaser", hvor der var gæsteoptræden af bassisten Cecil McBee, hvis spil mandag aften druknede i en lydgrød, da han optrådte i Valby med bandet The Cookers. Men her viste den nu 78-årige jazzlegende, at han fortsat har en dejlig tone og fortsat har evner for at løfte musikken.
Og slutteligt blev det til ægte New Orleans i form af den sørgmodige gamle traver "St. James Infirmary", hvor Branford Marsalis på sin sopransaxofon og på fornem vis reflekterede på instrumentets første store - og på mange måder fortsat uovertrufne - mester, Sidney Bechet.
Hvad: Branford Marsalis Quartet
Hvor: Pressen, Politikens Hus
