Slår man en bue på vejen mod det enorme Arena, så står man pludselig ved Gloria. En lille scene, hvor teltdugen går helt ned til jorden, og hvor rammerne mere end noget andet sted på Roskilde Festival minder om et traditionelt spillested.
Men Gloria er let at overse, og hvor var det synd for dem, som gjorde netop det, da det lagde scene til John Grant. En Colorado-født skønsanger og supersangskriver, som vandt en snæver, men dedikeret fanskare med det fænomenalt indfølte band The Czars.
Men tidligere i år udsendte han sit første album i eget navn, »The Queen Of Denmark«, som forenede alle hans dyder på vidunderligste vis. Og det var også tilfældet i det knapt fyldte Gloria, hvor han viste sit mesterskab over præcis 60 minutter
Himlen på Marz
»Remember when we fucked all night? Neither do I«, lød det i den indledningsvise »You Don’t Have To«, og netop selvudleveringen og selvironien er et markant træk i Grants sangskrivning, der også byder på en linje som: »I wanna change the world, but I couldn’t even change my underwear«.
Morsomt, men også rasende rørende og dét i kraft af hans fløjlsbløde og mageløse croon. Det virker. Og hvor stod den dog også guddommeligt smuk, da han sang sig igennem numre som »Sigourney Weaver«, »JC Hates Faggots« og »Where Dreams Go To Die«, som blev givet med Grant pendulerende mellem klaver, keyboard og mikrofonen midt på scenen.
Med sig havde ualmindelig almindeligt udseende Grant en ekstra tangentspiller, og det var ham, der leverede det enkle, frostklare og ubegribeligt poetiske pianotema i »Marz«, som udgjorde sættets allersmukkeste øjeblik. Men for pokker, hvor var der mange andre numre, som bjergtog. I lille Gloria. Hist hvor vejen slår en bugt.
Hvem: John Grant
Hvor: Gloria, lørdag
