Madonna med pistol og bare baller

Superstjernens ønske om at fremstå grænseoverskridende endte, ironisk nok, med at begrænse hende i Parken.

Madonna på scenen i Parken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De kutteklædte mænd trækker i tovet, og klokken afgiver en dyb, malmfuld klang. Så deler korset bag mændene sig i to og en skikkelse træder frem i himmelsk modlys, mens musikken – lige dele katolsk kirkesang og kabbala-ritual – tager til i styrke.

Klokken er 22.11, og kvinden i kropsnært sort, som nu træder ned mellem de dybrøde kutter, er Madonna Louise Ciccone. Og hendes entre spiller på de to poler i hendes fire årtier lange karriere, nemlig tro og sex med et underliggende budskab om og at tro på sig selv og ikke lade fordomme og snæversyn vinde.

Men at tage disse sager alvorligt giver ikke meget mening. Det ligner mere et setup, som gør det muligt for hende at iscenesætte sine opmærksomhedsgivende provokationer, og som kan give hendes popsange farve i kinderne.

Hjernemasse og marchband

Det første nummer i Parken, hvor hele kirkesceneriet splintrer bag hende, er da også »Girl Gone Wild«, hvor versene mildest talt ikke stikker særlig dybt. »Girls they just wanna have some fun«, lyder det som noget af det første i sangen og i det knapt to timer lange sæt, som langt hen ad vejen tegnes af numrene fra dette års album, »MDNA«, mens sceneshowet veksler mellem det vulgære og voldelige og det muntre og farvestrålende.

Under »Revolver« og »Gang Bang« bærer Madonna således en pistol, som også bliver fyret af, så kødstykker og hjernemasse sprøjter ud på de kolossale skærme bag hende og den danser, hun slås med.

Anderledes lyst – og langt mere vedkommende – er Madonna under »Express Yourself«, hvor hun giver den som leder af et marchorkester, der fires ned fra loftet, og den friske attitude står også godt til »Give Me All Your Luvin’« - selvom der unægtelig er noget absurd over at se en kvinde på 53 spille purung pige i lårkort.

Madonna er i det hele taget ikke den, hun var engang, og det er hendes position i popland heller ikke.

Under »I Don’t Give A« vrænger rapperen Nicki Minaj »There’s only one queen and it’s Madonna« fra sin plads på storskærmene. Som en påklistret hilsen til Lady Gaga, der er tidens reelle popdronning.

Et tronskifte der for længst har fundet sted, og at den nye dronning har bygget sig op med inspiration fra den gamle, det står klart under »Vogue«, der udarter sig til en velkoreograferet Jean Paul Gaultier-seance med korsetter, sorte blonder og stilsikker ekstravanganza.

Mere pinligt end pirrende

Når det gælder modelege og lette popsange er Madonna i det hele taget sikker og underholdende. Men den farlighed og credibility hun stræber efter i voldsseancerne og med sine indstuderede provokationer – med træk ned i bh og benklæder – fremstår mere pinlige end pirrende og provokerende.

Den forcerede farlighed og alvor spærrer også for festen i Parken, hvor en akustisk »Like A Virgin« er et ualmindelig prætentiøst lavpunkt, som desuden viser, at Madonnas stemme ikke tåler at stå nøgen frem.

»Let’s get this party started!« råber hun siden hen. Da det hele er ved at være slut. Og lidt for sent. Det store publikum havde tydeligvis regnet med, at festen ville begynde et par timer tidligere, og at behovet for fællessang og fællesdans er opsparet over hele aftenen står klart, da »Like A Prayer« og »Celebration« genlyder omkring midnat og lukker Parken. Hvor Madonnas behov for at virke grænseoverskridende, ironisk nok, er den største begrænsning.

- Madonna i Parken, mandag