Lysende og legende Leth

Jørgen Leth var i fuld vigør, da han og resten af »Vi Sidder Bare Her« gæstede JazzHouse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Airconditionen suser. Ellers er der ikke en lyd i salen, som er pakket med mennesker. Stående, i sofaer, på stole.

JazzHouse er udsolgt, og det bekommer tydeligvis Jørgen Leth vel. Han er som altid ulasteligt klædt, og da han sætter sig, kan alle høre ham sukke gennem næsen. Der er skruet helt op for mikrofonen.

Så begynder han at læse op fra notesbogen ved siden af vinglasset. »Jeg synes, meget af livet består i, at man ankommer«, lyder det med en let nasal stemme, som omhyggeligt tilvirker ordene i sætningernes kæder.

Og umærkeligt falder Mikael Simpson ind bag Jørgen Leth med sarte, blå tangenter, som blander sig med Fritjof Toksvigs fyldige bas.

Musikalsk tale

Sammen kalder trioen sig »Vi Sidder Bare Her« og har udgivet to album, hvor gennemmusikalsk tale om alt fra avislæsning over depression til gråpærer tonsættes såre smukt.

I aften er en af tre udsolgte koncerter, og lyden er fremragende i JazzHouse, ligesom det er en fornøjelse at lytte til de gæster, trioen har inviteret med på scenen - Kasper Tranbergs horn ligger som sølverne skyer over scenen, Karin Dalsgaards cello trækker sortromantiske spor, og Henrik Vibskov spiller jazzet og afdæmpet på sit rudimentære trommesæt.

Men det hele står og falder med Leth. Og hvor han tidligere har virket en kende utryg ved at optræde med et band, har han nu fundet formen og improviserer endda undervejs. Og lige så bevægende hans tale om sortsyn og tomme rutiner er, lige så morsom er ordene om agurkesalat - hvis »slatning« ikke er, hvad den har været.

Smukt, sjovt og sart. Bedre måde at bruge en efterårsaften findes simpelthen ikke.