Love Shops drømmekvad fik symfoniske vinger

Popgruppens møde med symfoniorkesteret på 60 Minutes-festivalen byggede smuk bro mellem den rytmiske og den klassiske musik.

Love Shop koncert med Copenhagen Phil under 60 Minuttes-festivalen i Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg fredag 19. februar 2015 Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Lad mig starte med slutningen. Efter at have været vidne til 60 minutters ganske enestående kulturclash mellem popveteranerne Love Shop og Copenhagen Phils 43 m/k høje, vanvittigt velspillende orkester, under kyndig ledelse af dirigenten Hans Ek og med smukke arrangementer af Christian Balvig, tog en denne aften ellers forsagt Love Shop-frontmand Jens Unmack ordet.

Her talte han om, hvor fantastisk det har været for bandet at lege med den kulturelitære sværvægter, som symfoniorkesteret nu engang er. Og så kom pointen. »Herhjemme er vi så privilegerede, at denne type projekter kan realiseres, fordi vi har forskellige støtteordninger til kulturen. Lige nu er der rigtig mange nedskæringer på området. Måske det ville være klogt at lade være med at spare hele tiden?«

Og jeg kan skam følge ham. Det er i disse tider væsentligt at værne om vigtigheden i, at kreativt frugtbare tiltag som 60 Minutes-festivalen, hvor den rytmiske musik møder den klassiske ditto, forsat kan realiseres. Den slags skaber unikke, brobyggende øjeblikke, der i de bedste tilfælde, som denne aften, resulterer i stor og smuk musikalitet.

Det var sjov at bevidne, hvordan de fem Love Shop-medlemmers ansigter så mere end vanligt koncentrerede ud. Normalt besidder popmusikken en naturlig løssluppenhed, hvor der er plads til digressioner og skønhedsfejl. Sådan var det ikke denne gang, hvor de havde det store orkester i ryggen, så skulle hver eneste takt sidde lige i skabet. Og det gjorde de heldigvis - more or less.

Vellykket symbiose
Love Shops bedste kompositioner har alle dage været rige på flyvefærdig popmagi, men med strygere, slagtøj, træ- og messingblæsere on top fik drømmekvadene ekstra luft under vingerne. Den dystre »På Kontorerne« rullede sammenbidt afsted med hidsigt pulserende trommer og ildevarslende mareridtsstrygere. »Lyset Er For Dig« lød som lydsporet til en Hollywood-tåreperser, hvor sirlige violinguirlander og legesyge fløjtetriller smøg sig lystigt omkring hinanden.

»Fremmedlegionær« dirrede stilfærdigt, indtil orkesteret brød ud i et smukt glødende sonisk flammehav i outroen. På utroskabsberetningen »Bellavista Sol« skruedes der endnu mere effektivt for den musikalske dramatik. Sjældent har et forbudt, udenomsægteskabeligt eftermiddagsknald i Klampenborg lydt så smukt!

Jens Unmack gik flere gange om bag strygersektionen, hvor han stod og beundrede de overdrevet dygtige musikanter, som foldede sig ekvilibristisk ud. »Waauuuuuuuw« råbte han symbolsk på evergreenen »En Nat Bliver Det Sommer«. Han var tydeligvis imponeret. Det var vi andre i den grad også. Den vellykkede symbiose mellem Love Shops himmelstræbende popsange og Copenhagen Phils symfoniske lækkerier pirrede i den grad og smagte af meget mere. 60 minutter var slet ikke nok.

Hvem: 60 Minutes of Love Shop m. Copenhagen Phil
Hvor: Konservatoriets Koncertsal, fredag

Hør sætlisten her: